HAR STADIG MARERIDT OM SIN FAR
Da han døde, følte jeg ingenting
Tvang, vold og ensretning er ikke den bedste basis for en sund opvaekst. Det viser Bille August i sin nye storfilm, ’Lykke-Per’, og det konstaterer han om sin egen opvaekst.
’Lykke-Per’ er en filmatisering af et af Henrik Pontoppidans hovedvaerker fra 1898. Og en stor del af Bille Augusts tilgang til den grumme fortaelling handler om sønnens opgør med den daemoniske og dominerende far – og om, hvor forkrøblet og traumatiseret man kan blive, når ikke mindst den psykiske vold forpester ens opvaekst.
I naesten uhyggelig grad er der mange faellestraek imellem Lykke-Pers og Billes egen opvaekst, og den snart 70-årige instruktør indrømmer da også, at det nok ikke er helt tilfaeldigt, at han for mere end otte år siden begyndte at føle sig draget af netop denne roman.
Fanatisk
– Jeg laeste ’Lykke-Per’ for mange år siden og følte mig meget tiltrukket af den af mange grunde. Men det er en stor og umiddelbart svaer historie. Så den blev parkeret, indtil jeg følte, at jeg havde overskuddet til den.
Lykke-Pers far er en mørkets praest med en fanatisk tilgang til sin evigt fordømmende og revsende Gud, og de naermest psykopatiske traek kender instruktøren godt fra sin egen barndom.
– Min far var hypnotisøren Frithiof August – en dominerende og undertrykkende mand, som gjorde min og mine søstres opvaekst til et helvede. Trods mange timers terapi kan jeg den dag i dag stadig vågne op med mareridt.
De hvide maend
Faderen truede sønnen med ’de små, hvide maend’, der ville komme og hente ham, hvis han forsyndede sig mod et eller andet. Og hvis den lille Bille var for laenge om at sige undskyld, gik faderen hen til telefonen og foregav at ringe efter de hvide maend i deres hvide bil, og så måtte den graedende knaegt tigge sin far om at lade vaere med at hidkalde dem.
– Nogle gange vågner jeg, fordi jeg tror, at de små, hvide maend er på vej ind i mit sovevaerelse, fortaeller han og ryster lidt på hovedet over, hvor dybt traumer kan lejre sig i et menneskes bevidsthed.
Moderen døde
Under Bille Augusts opvaekst var moderen meget syg. Hun havde kraeft og røg ud og ind af Finsen. Den meget aeldre storesøster, Lotte, som Frithiof havde med, da han giftede sig med Bille Augusts mor, var som en mor for Bille og søsteren Ditte.
– Min mor døde, da jeg var otte år, og Lotte, som var 1819 år, blev bortvist fra hjemmet. Fra den ene dag til den anden blev det forbudt at have kontakt med Lotte og naevne min mors navn. Alle fotos med min mor blev fjernet fra familiealbummet, og jeg aner stadig ikke, hvor hun ligger begravet. Min far mente ikke, at der var grund til at gå og haege om de døde. En uge senere flyttede en ny dame ind, og hende skulle vi så efter et stykke tid kalde mor.
Frithiof August døde i 1984, og først efter den tid fik Bille kontakt til sin søster Lotte.
– Vi var hjernevaskede med, at hun var ’forbudt område’, så det tog sin tid at komme ud af det traume, fortaeller han.
Billes redning
Fantasien var Billes redning gennem barndommen. Den flygtede han ind i, og den brugte han i sit valg af fag, da han stak af til Sverige og blev fotograf, mødte Ingmar Bergman og hen ad vejen blev instruktør.
Bille August er selv far til otte børn, hvoraf den yngste kun er fem år. Tre af dem er sønner, og de to voksne er manuskriptforfattere. Anders, den aeldste af sønnerne, er medforfatter på ’Lykke-Per’.
– For mig er forholdet til mine børn ekstremt vigtigt. På grund af mit job har jeg i lange perioder vaeret meget vaek, men de har altid vidst, hvor de havde mig, og jeg har altid stillet op, når det var vigtigt. Det betyder ikke, at jeg har haft mulighed for at overvaere alle sports-afslutningerne eller deltage i alle skole-hjem-samtalerne. Men jeg har bestraebt mig på at vaere lydhør og kaerlig.
Jordisk helvede
Omsorgssvigt er et hårdt ord, men Bille August er ikke bange for at bruge det om sin opvaekst, og han kunne meget let – som det sker i ’Lykke-Per’ – vaere endt som et ’vansiret menneske’.
– Jeg var tvunget ind i en boble som barn – for at overleve. Sådan bør ingen leve. Fundamentet til et ordentligt menneske laegges i barndommen, og hvis man opdrages med fysisk – eller endnu vaerre – psykisk terror, så får man ar. Så der er helt klart en kobling til for eksempel ’Pelle Erobreren’, hvor Lasse-far står som drømmen af en far – den lysende og smukke – og ’Lykke-Per’, hvor faderen skaber et jordisk helvede.
En dominerende og undertrykkende mand, som gjorde min og mine søstres opvaekst til et helvede
For mig er forholdet til mine børn ekstremt vigtigt