MED SORGEN SOM MAKKER
og hans familie mistede Filippa i en trafikulykke for syv år siden – han fortaeller i ny bog om smerten, tårerne og sorgen, der altid holder parkeret lige i naerheden
Det er svaert. Jeg kommer aldrig over det
Min kone har naesten ikke sovet i snart syv år
Det er syv år siden, det føles som i går – og sorgen forsvinder aldrig! At miste en far eller mor er forfaerdeligt, men at miste et barn er ubaerligt og kan naesten ikke beskrives. Ikke engang hvis man har prøvet det.
Det har Michael Mortensen, hustruen Maria og datteren Sarah. Den 57-årige double-specialist og Davis Cup-helt fra 80’erne havde aldrig udgivet en bog om sit liv, hvis det ikke havde vaeret for den tragedie, der ramte familien en tåget, mørk og råkold novemberaften i 2011.
22-årige Filippa blev i forsøget på at undgå en cyklist ramt af en bil med 50 km i timen. Hun døde en uge senere.
– Hvorfor udgive en bog?
– Det er et rigtigt godt spørgsmål, for da Peter Pilegaard spurgte mig, var mit svar: Nej, det har jeg aldrig skaenket en tanke. Aldrig nogensinde. Min karriere kan stå på bagsiden af et frimaerke, fortaeller Michael Mortensen smilende.
– Min kone sagde, at det da kunne vaere en god måde at bearbejde sorgen på. Terapeutisk. Så jeg indvilligede i at forsøge for at se, om det kunne hjaelpe mig. Jeg havde vaeret til psykolog en enkelt gang eller to, men det gav mig ikke rigtigt noget.
– Jeg har selv tumlet med de mange tanker, der er. Terapeutisk har det vaeret hårdt, men det har også vaeret en befrielse for mig at få sat ord på de mange tanker, jeg har sloges med og få det formuleret på skrift. Jeg lagde alle kort på bordet, siger tv-eksperten og tennistraeneren.
– Har det vaeret meget emotionelt?
– Det har det virkelig. Jeg har graedt masser af tårer undervejs. Det er stadig sådan, at nogle dage kan jeg tale om det, andre kan jeg slet ikke. Jeg ved aldrig, hvornår jeg bliver ramt. Det kan ske på de mest maerkelige tidspunkter, når jeg ser tv, hører musik, hører lyde, fornemmer duft. Så emotionel er jeg blevet. Et eller andet sted er det en befrielse, men det er også meget overraskende for mig.
– Det har daeleme vaeret hårdt at fortaelle om, for nu starter jeg forfra igen. Jeg var totalt smadret efter de første møder, kørte hjem og gik direkte i seng. Der var in- gen energi tilbage. At miste et barn …
– Jeg kan slet ikke forestille mig det.
– Nej, det skal man heller ikke kunne. Ens verden bliver fuldstaendig revet fra hinanden. Det var i forvejen en rigtigt trist dag, jeg havde vaeret hos revisoren, og det er jo aldrig specielt morsomt. Filippa havde vaeret forbi min kones frisørsalon og var rigtigt glad, fordi hun sammen med sin forlovede Irfan senere skulle fejre, de havde vaeret sammen i seks et halvt år.
– Vi havde spist aftensmad hjemme i lejligheden på Frederiksberg, og pludselig ringer det på døren. Det er politiet, må vi komme ind? Jeg troede først, det var en practical joke, men jeg kiggede intuitivt ud af vinduet og så, der holdt en politibil dernede. ’Er i foraeldre til Filippa?’
– Det hele brød bare sammen. Min kone skreg. Jeg havde det, som om alt forlod kroppen. Blod, vaev, muskler – alt. ’I skal køre med os med det samme, det er virkelig alvorligt.’ Vi fløj med 180 km i timen ind til Rigshospitalets traumecenter, fortaeller Mi-
chael Mortensen.
– Jeg gik rundt i en døs, en tåge. Jeg husker lugten af syge og døende mennesker, men der er meget, jeg ikke kan huske. Vi kommer ind på stuen. Hun har hul i panden, men er heldigvis ikke forslået i ansigtet.
Vågn nu op!
Filippa havde kraniebrud, baekkenbrud, flere andre brud og en perforeret lunge. Der sivede blod ud af ører og naese, og der var overtryk i kraniet.
– Hun ligger på en aluminiumsbriks! Der var lidt blod i hendes hår. Det var helt uvirkeligt, at hun lå der. Vi kunne se, det var virkeligt alvorligt. Jeg taenkte bare: Vågn nu op! Det her må vaere et mareridt.
– Det flashback får jeg tit, ligesom jeg farer op af stolen, hvis det ringer på døren. Telefonen … Der er så mange ting, der gør, at man vender tilbage til det tidspunkt, hvor det skete. Når Sarah kommer hjem, har hun den samme betoning og siger de samme ting som Filippa.
– Jeg griber mig i at taenke, hun bare er på ferie. Når jeg daekker bord om aftenen, sker det tit, jeg tager tallerkener og bestik til fire ... Jeg kommer ofte til at sige Filippa …
Tårerne pibler frem
Her må Michael Mortensen holde pause. Tårerne pibler frem. Der går et par minutter, han synker og siger stille:
– Det er svaert. Jeg kommer aldrig over det. Vi har laert, at vi skal leve med det og leve, mens vi selv er her. Vi har også Sarah, der savner sin søster sindssygt meget. Vi prøver at skaerme hinanden af og give overskud. Vi har en dagligdag, der fungerer. Det er syv år siden, men det føles stadig, som det var i går. Jeg ser stadig Filippa i trafikken. Tit. Hun var en smuk pige. Unge piger kommer gående eller cyklende, og så taenker jeg: Det er sgu da Filippa. Men det er det ikke …
Oversensitiv radar
Michael Mortensen har udviklet en oversensitiv radar, når han kører bil.
– De unge er frygtløse i trafikken. Jeg bliver nogle gange stiktosset. Hør nu her, det kan gå grueligt galt – så hurtigt. Bogen ’Grus’ fra forlaget People’sPress udkommer 28. september. Forfatter: Peter Pilegaard.
Pris: 249,95 kr. For 14 dage siden i Hillerød tog jeg fat i en dreng. Jeg havde analyseret situationen, for jeg er hele tiden på forkant. Hør nu her! Du skal virkelig passe på dig selv!
– Et år efter ulykken frøs jeg konstant, min krop var stadig i chok. Vi har en hund, Daisy, som vi var ved at slide op.
– Vi skulle hele tiden gå tur, finde frisk luft, vi kunne ikke vaere inde. Vi kunne ikke rumme andre mennesker. Min kone har naesten ikke sovet i snart syv år, og jeg har det sådan, at hvis jeg har haft en hel nat, så er det fantastisk. Jeg er naermest lykkelig, siger Michael Mortensen.
– Mange tror jo, at nu er der gået så lang tid, og nu må I vaere kommet videre … Jo, vi er kommet videre, og vi har en dagligdag, der fungerer.
– Vi kan smile, grine og have det sjovt, men smerten holder konstant parkeret lige i naerheden!
Et år efter ulykken frøs jeg konstant, min krop var stadig i chok
Jeg ser stadig Filippa i trafikken. Tit. Hun var en smuk pige
Jeg griber mig i at taenke, hun bare er på ferie