Sproget forkvakles
JEG HAR LYST TIL AT ride et par sproglige kaepheste.
Det er mig en lidelse i hver eneste radioog tv-avis at høre folk sige: ’Det er et godt spørgsmål.’ Jamen, så svar dog for hulen: ’Jeg véd det ikke, men jeg skal gerne undersøge sagen.’
Unoden begyndte som de udsendte tv/ radio-reporteres måde at skaffe sig taenketid på, mens de funderede over, hvad de dog skulle svare på studievaerternes åndssvage spørgsmål om, hvad den franske befolkning mener om atomkraft, brexit og det seneste terroranslag.
MED DEN OBLIGATORISKE forsinkelse af lyden opnår reporteren i alt fem sekunders taenketid. Det får vi andre også, så vi når at blive helt sikre på, at samtalen er meningsløs. Det er nemlig IKKE et godt spørgsmål.
Bagefter diskuteres dagens sag i studiet, og som regel er der indkaldt et par generte ph.d.er fra universiteterne i Odense og Roskilde. Når den ene har forklaret sit syn på emnet, kan vi vaere sikre på, at den anden svarer:
’Lige praecis.’ De to ord er også faste gengangere i enhver debat. De er i øvrigt misvisende, fordi det altid viser sig, at de indkaldte debattører alligevel ikke er praecis enige. Men vendingen er uundgåelig.
skal jeg huske at NU, DA JEG ER I GANG, skaelde ud over en tredje genganger.
’Sandheden er ...’, begynder den. Tja, hvis sandheden er sådan, er der ligesom ikke mere at debattere. Men dét bliver der alligevel.
Jeg tror, det er Hans Engell, der oftest bruger vendingen – med stor patos.
Men han har efterhånden mange følgere i Kommentariatet. Sikke mange indiskutable sandheder, vi bliver betroet.
også sit COMPUTERALDEREN TRAEKKER haeslige spor hen over vort kaere modersmål.
Vi viser ikke hinanden et billede eller en tekst. Nae, det er noget vi ’laegger op’. Hvor op, spørger jeg? I himlen? Jeg tror, Vorherre vil frabede sig selskab af alt det vrøvl, der strømmer fra folks apparater.
Men ud i verden skal det braendende budskab, synes de fleste. Det skal ’deles’, Ikke sendes, ikke forelaegges, ikke udbredes. Nae, deles.
Det lyder forkert, fordi det er udansk. Men jeg er ganske klar over, at jeg ikke slipper af med det. Ikke engang, hvis sinkerne i Sprognaevnet vovede sig frem med lidt mandsmod. Men de sidder musestille på deres plads i Bogense og håber, de ikke bliver sendt laengere vaek.
Sandheden er, at sproget forkvakles, hvis vi ikke står sammen om at luge i den slags omsiggribende fejl
Mit sidste aerinde SÅ VI MÅ KLARE OS SELV: er at bede alle om at bemaerke forskellen på ental og flertal. Engang var det en selvfølge.
Nu siger og skriver folk rask vaek: ’Campisterne samledes på sin yndlingsplads.’
Mine damer og herrer – tag jer sammen. Det hedder ’Campisterne samledes på deres yndlingsplads’.
Flertalsformen er med 120 km i timen ved at blive udraderet. Alle begår fejlen – unge, gamle, på skrift, i tale. Jeg begriber ikke, hvordan denne uskønne bommert har vundet indpas.
Det er faktisk et godt spørgsmål. Men sandheden er, at sproget forkvakles, hvis vi ikke står sammen om at luge i den slags omsiggribende fejl.