Endnu en fornaermelse mod gyser-originalen
’Halloween’. Instr.: David Gordon Green. 106 min. Premiere i dag i 59 biografer landet over. Medv.: Jamie Lee Curtis, Judy Greer, Andi Matichal, James Jude Courtney m.fl.
BB
John Carpenters ’Halloween’, eller ’Maskernes nat’, som den hed på dansk ved premieren i 1978, er en vaskeaegte gyserklassiker, som vanen tro har fået en serie af mere eller mindre vellykkede efterfølgere.
Den aktuelle af slagsen, der for forvirringens skyld også blot hedder ’Halloween’ er nummer ti i raekken, og den fordrer, at vi fuldstaendig glemmer de mellemliggende otte i serien.
Det er nu heller svaert.
Morderen Michael Myers ikke så (James Jude Courtney) sidder stadig i faengsel her 40 år efter de blodige begivenheder i den oprindelige film, og Laurie Strode (Jamie Lee Curtis, der fik sit gennembrud i etteren) er stadig dybt traumatiseret efter den voldsomme nat, hendes hjem er en blanding af en faestning og en bunker, hun har et par forliste aegteskaber bag sig og et noget anstrengt forhold til både datteren Karen (Judy Greer) og barnebarnet Allyson (Andi Matichak).
Hun venter egentlig blot på, at Myers vender tilbage, så hun kan få haevn.
Undslipper
Handlingen tager fat, da Myers skal overføres fra et faengsel til et andet og selvfølgelig undslipper undervejs. Det er endvidere så heldigt, at et par journalister netop har opsøgt ham medbringende den oprindelige maske, så da han helt tilfaeldigt støder ind i dem på en tankstation, er det jo naerliggende at slagte dem, så han kan komme til at ligne sig selv fra den gamle film.
Han tager så tilbage til den fiktive by Haddonfield i Illinois, hvor det ved endnu et utroligt tilfaelde igen er halloween, og begynder – da han jo er den inkarnerede ondskab – uden naermere forklaring at myrde løs med naermest komiske robotagtige bevaegelser.
Nu skal man jo ikke have set mange gyserfilm (eller film i det hele taget) for at kunne regne ud, at det nok ender med et stort opgør, der inkluderer både Laurie, datter og barnebarn.
Mere skal dog ikke røbes her. Det skulle da lige vaere, at fortaellingen også byder på noget, der tangerer at vaere filmhistoriens mest utrovaerdige psykiater.
Når man nu har haft fire årtier til at taenke sig om, er det ret utroligt, at man ikke har kunnet finde på noget bedre end dette tarvelige opkog af genrens mest skamredne klicheer, og med hele den arv, man har i bagagen, ikke har kunnet få mere ud af sine karakterer.
Det er endvidere så heldigt, at et par journalister netop har opsøgt ham medbringende den oprindelige maske
Genbrug
En ting er, at Myers ifølge forskrifterne er den ansigtsløse djaevelskab, men at alle omkring ham er lige så endimensionale, er alligevel lidt forstemmende.
Der er med andre ord ikke tale om andet end åndløst genbrug af et varemaerke, som slet ikke formår at naerme sig originalens low budget- charme. Det mest uhyggelige er faktisk, hvor ringe udført dette gennemkalkulerede produkt er.
Det eneste, der holder, er John Carpenters musikalske tema.