Jeg ved ikke, hvem jeg er uden Jan
’Er min kone kommet’, spørger Jan Jelved sygehuspersonalet hver morgen.
Det er efterhånden de eneste ord, han kan få over sine laeber. Evnen til at tale er lynhurtigt forsvundet fra den tidligere skolelaerer. Det er kun få uger siden, han maerkede de første tegn på den blodprop, der nu binder ham til sengen.
Hans kone, den radikale politiker Marianne Jelved, kommer hver dag. Hun sidder troligt ved hans side, skaerer måltiderne ud i mundrette bidder til ham, som hun mader ham med, og fører pennen, når hun forsøger at få ham til at løse de krydsord, som han altid har elsket. Dem mister han dog løbende interessen for. Han kan ikke laengere finde løsningerne eller sige ordene, der skal i de små felter.
– Selvom jeg sagtens kan se, at han får det dårligere og dårligere, ser jeg det hele tiden som noget afgraenset, der bare skal overstås. Han skal nok komme hjem igen.
– Børnene besøger ham, børnebørnene giver ham tegninger, og han smiler og bliver glad. På på den måde fungerer han jo socialt. Måske er det med til at få mig til at tro, at Jan klarer den, siger 75-årige Marianne Jelved, der gennem karrieren har taget modvind, politiske svaerdslag og personangreb med oprejst pande, men som denne dag i efterårssolen i Bibliotekshaven bag Christiansborg virker ekstremt skrøbelig, mens hun hudløst aerligt fortaeller Ekstra Bladet om de fem uger i foråret 2017, som for altid har vendt hendes liv på hovedet.
Ikke bekymret
Det første tegn er skjorten, der ikke vil knappes, fordi venstre hånd ikke makker ret. Jan og Marianne Jelved er netop vågnet til endnu en regnfuld påskedag i sommerhuset i Odsherred. Jan har svaert ved at forklare, hvad problemet er. Det er, som om ordene – sammen med kontrollen over hånden – er blevet vaek i hans hjerne i løbet af natten.
– Jeg er ikke specielt bekymret dér. Men der er alligevel noget, der får mig til at sige, at vi skal pakke sammen og køre hjem. Jeg kan huske, at jeg taenker: ’Hvis han skal på hospitalet, er det bedre at vaere ved Herlev end ved Holbaek’, fortaeller Marianne Jelved, der endnu ikke er klar over, at dette var sidste morgen, hun nogensinde skulle vågne op sammen med sin aegtemand gennem 50 år.
De når knap nok hjem til Lyngby, før de rent faktisk sidder på Herlev Hospital. Laegevagten sagde i telefonen, at de skulle køre med det samme. Selvom symptomerne er forsvundet igen, skal Jan skannes.
Skanningen viser hvidt på sort en lille blodprop i højre side af hjernen, og Jan bliver indlagt.
Hører ikke laegens besked
På Christiansborg overtager Mariannes kolleger alle hendes funktioner, så hun kan vaere ved sin mands side. Hun er derfor vidne til, hvordan hans tilstand hurtigt forvaerres, i takt med at blodproppen snigende breder sig i hans hoved.
– Alligevel er jeg ikke alvorligt bekymret. Jeg taenker hele tiden på, hvad vi skal gøre, når Jan kommer hjem igen. Det er det spor, jeg kører i, fortaeller Marianne Jelved.
– Selvom blodproppen har bredt sig og Jan kan mindre, synes laegerne, at det går så godt med hans traening, at han kan blive udskrevet til et genoptraeningscenter. Alt tegner godt. Vi er meget positive og fortrøstningsfulde.
Blodproppen i 82-årige Jan Jelveds hjerne vil det dog anderledes.
– Personalet begynder at antyde, at han ikke har så lang tid igen. Jeg bliver kaldt til møde med vores laege, som fortaeller mig, at han er bange for, at blodproppen har bredt sig til hjernestammen. Det er der ikke mange, der overlever. Men det forholder jeg mig ikke til.
– Det, der virkelig har chokeret mig bagefter, er, at jeg ikke hører, hvad laegen siger. Jo, jeg hører det godt, men jeg tager det ikke ind.
– Jeg kan jo godt se, at Jan har det ekstremt dårligt og har svaert ved at traekke vejret – og selv der kan jeg ikke se, at min Jan er ved at dø. Jeg er så rystet over, at jeg hører forkert på sådan en besked – eller i hvert fald lukker af for budskabet.
Fem uger efter, at påsken 2017 blev afbrudt af en drilsk skjorteknap, dør Jan Jelved med sin datter, Lene, ved sin side.
Hvorfor er jeg tilbage?
Marianne Jelved har i over 30 år siddet solidt midt i magtens centrum. Hun har vaeret med til at beslutte andre menneskers skaebner – båden inden og uden for Christiansborgs mure. Men denne gang har hun ingen som helst magt over skaebnen. Hverken Jans eller sin egen.
Og selvom hun har haft halvandet år til at få sat ord på, leder hun i sin fortaelling igen og igen efter dem, ordene.
– Er det rigtigt, at det føles, som om man mister halvdelen af sig selv, når ens aegtefaelle gennem et helt menneskeliv, dør?
– Jeg kan ikke forklare det. Jans død aendrede alt. Min verden vaeltede. Det er først nu, jeg kan tale om hans død – men det her kan jeg faktisk ikke saette ord på. Det er ... På en eller anden måde lurer den dårlige samvittighed. Hvorfor er jeg tilbage? Det er noget pjat, det ved jeg godt. Men der er så meget, der er noget pjat, men det føles bare rigtigt i øjeblikket, siger den 75-årige enke, der i den første tid efter Jans død finder en lettelse i de praktiske ting, der skal ordnes. Noget konkret, nøgternt, at forholde sig til.
– Men så kommer tiden efter. Det er den forfaerdeligste tid.
Ensom
For Mariannes vedkommende sker det i juni måned, hvor Christiansborg er på lavt blus og ikke er en vaerdig distraktion for sorgen. I stedet tilbringer hun sommeren i Odsherred. I det sommerhus, som Jan selv har bygget fra grunden, og som nu står tilbage som en slags mausoleum over ham.
Dette var den sidste morgen, hun nogensinde skulle vågne op sammen med sin aegtemand
Fem uger efter, at påsken 2017 blev afbrudt af en drilsk skjorteknap, dør Jan Jelved
Det er først nu, jeg kan tale om hans død
Så kommer tiden efter. Det er den forfaerdeligste tid
– I sommerferien kan jeg lige holde ud at vaere der, fordi ungerne og børnebørnene er der. Men jeg har haft meget svaert ved at vaere der alene, fordi jeg blev ramt af ensomhed. I vinterferien i år prøvede jeg at tage derop,