At gå fra to til en
men måtte dagen efter.
– Hvorfor?
– Jeg kan bare ikke ... Jeg ved godt – rationelt – at det var ’vores’ sommerhus, men han var bare over det hele. I hver en krog.
– Så du blev ensom?
– Ja. Ensom .., siger Marianne Jelved og smager lidt på ordene, som hun helt tydeligt ikke bryder sig om.
– Det handler om at finde sin identitet uden sin mand. Det er svaert, og det er jeg stadig i gang med. 50 år er virkelig lang tid. Jeg ved ikke, hvem jeg er uden Jan. Det er det, jeg skal finde ud af. tage hjem igen
– Når man mister sin aegtefaelle, sker der også det, at man bliver bevidst om, at livet har en ende. Selvom jeg ikke føler mig gammel, så er jeg det jo. Jeg er blevet konfronteret med min egen dødelighed.
– Hvordan er det at indse?
– Maerkeligt. Kort efter Jans død faldt jeg over en notits i avisen, som jeg klippede ud. ’Ryd op, inden du dør’, står der. Så det er jeg i gang med nu. Jeg rydder ud i både Jans og mine ting. Det går langsomt, for jeg kan ikke rigtig overskue det.
– Det er jo hele mit liv, jeg skal tynde ud i. – Hvordan er det at komme hjem til et tomt hus hver dag?
– Det generer mig ikke. Jeg har altid ting, jeg skal lave. Jeg arbejdede også i weekenden, da Jan levede, og jeg går til mange foredrag og sådan.
– Jan havde sat en graense for mig: Jeg måtte tage til maksimalt to ting om ugen, hvor det ikke var absolut nødvendigt, at jeg var til stede. Den graense har jeg nu genindført for mig selv – ellers tager det overhånd.
– Så det har ikke vaeret svaert at fylde tiden ud?
– Nej. Men hvis jeg ikke havde haft mit arbejde eller alle de ting, jeg går til ...
Marianne tager en pause og løfter blikket op mod den rødgule traekrone, vi sidder under.
– ... så vil jeg ikke taenke på, hvad jeg havde fundet på, siger Marianne, der på trods af sine 75 år genopstiller til det kommende folketingsvalg.