VOKSEDE OP MED SULT, VOLD OG DRAB
UHYGGELIG BARNDOM I FLYGTNINGELEJR: FC Midtjyllands Awer Mabil var som barn vidne til forfaerdelige haendelser
Awer Mabil har efter et par års tilløb endelig fået sit store gennembrud for FC Midtjylland denne saeson.
Den lynhurtige kantspiller er blevet en fast bestanddel af mestrenes førerhold i Superligaen, og Mabil har løftet sit niveau markant og blandt andet bidraget med tre oplaeg i de seneste tre Superliga-kampe.
Men det lå ikke i kortene, at australieren med de sydsudanesiske rødder skulle vokse op og blive professionel fodboldspiller. Slet ikke.
Awer Mabil blev født i den enorme flygtningelejr Kakuma, der ligger i Kenya.
Kakuma-flygtningelejren giver i dag ly til cirka 180.000 flygtninge, der har søgt tilflugt fra bl.a. Somalia, Rwanda og Sydsudan, hvor Awer Mabils familie flygtede fra.
I flygtningelejren kom Awer Mabil til verden i 1995, og han voksede op med sine tre brødre, sin søster og sin mor, Agot, under horrible forhold, der bød på fattigdom, sult, vold og drab.
– Jeg var et barn, og det var den hverdag, jeg voksede op i.
– Jeg husker sulten tydeligt. Vi fik fire kilo ris og to kilo olie hver anden uge, og så skulle hele min familie leve af det. Vi børn fik mad én gang om dagen, men jeg kan huske, at min mor, som var enlig mor, ofte ikke fik noget. Hun ofrede sig for sine børn, fortaeller Awer Mabil, der – selvom han prøver – stadig ikke kan skubbe minderne fra Kakuma i glemslen.
– Jeg har accepteret, at det var en stor del af min barndom. Jeg boede i Kakuma i godt ti år.
– Jeg prøver at lade vaere med at taenke på det så ofte, men det er svaert, når der var så mange raedsler, fortaeller Awer Mabil og fortsaetter.
– Der var ofte uroligheder i Kakuma, og folk havde det ikke godt. De kom fra tortur og traumer, men det fortsatte i lejren.
– Der udbrød direkte krig mellem lokalbefolkningen og flygtningene. Sult og fattigdom er en ting, men når du som barn ser mennesker ligge lemlaestede og døde i gaderne, så glemmer du det aldrig.
Awer Mabil slår fast, at han i dag ikke har nogen psykiske mén efter opholdet i Kakuma – tvaertimod mener han, at den hårde barndom har vaeret med til at forme ham til det menneske og den fodboldspiller, han er i dag i positiv forstand.
– Jeg har prøvet noget af det vaerste, man kan forestille sig for et barn. Men på den anden side var jeg også heldig. Jeg oplevede ikke krigen i Sydsudan som sådan, og i 2006 kom jeg til Australien, der er et fantastisk sted.
– I dag smiler jeg, når jeg går gennem livet. Jeg lader mig ikke slå ud af modgang i fodboldverden. Det er bare et spil og et arbejde. Misforstå mig ikke, jeg elsker fodbold og vil praestere på højeste niveau, men der er ting i livet, som er så meget vigtigere, siger FCM-profilen.
Leg var lig med fodbold
I Australien fik Awer Mabil og hans familie endelig et normalt liv. Venner, skole og ikke mindst fodbold begyndte at fylde i hverdagen i stedet for raedslerne i flygtningelejren.
– Det var hårdt i Kakuma, men som barn havde du i det mindste masser af tid til at lege. Leg var lig med fodbold. Eller rettere 50-60 børn der rendte rundt med en slidt fodbold. Det gjaldt om at holde fast i bolden så laenge som muligt, for når først du mistede den, kunne der gå lang tid, før du rørte den igen.
– I Australien var jeg 13 år, da jeg begyndte at spille organiseret fodbold, men det tog lang tid, før jeg fik laert at spille bolden til mine holdkammerater.
– Jeg var hurtig og teknisk staerk, men det var først i Adelaide, jeg for alvor laerte at bruge mine styrker på banen.
– Nogen vil måske sige, at det først er nu, jeg rigtig har laert det, og at det er derfor, jeg først slår igennem nu, siger Awer Mabil.
I dag smiler jeg, når jeg går gennem livet
Vi børn fik mad én gang om dagen, men jeg kan huske, at min mor, som var enlig mor, ofte ikke fik noget