Og Af­g­ha­ni­stan

Ekstra Bladet - - BILER TEST -

ho­ved­sta­den, Ka­bul – men kø­re­tu­ren føl­tes som fle­re år­hund­re­der til­ba­ge i ti­den.

ind­byg­ge­re bo­e­de på høj­de­p­la­teau­et mel­lem de om­kring­lig­gen­de bjer­ge. Byg­nin­ger­ne var fal­de­fa­er­di­ge, man­ge uden vin­du­er og dø­re, og kun va­ske­tø­jet på snore­ne langs vin­du­er­ne og en­kel­te for­pju­ske­de og snav­se­de børn vid­ne­de om en form for nor­ma­li­tet.

Trods for­å­rets ud­hol­de­li­ge tem­pe­ra­tur hang der en dunst af urin, af­fø­ring og rå­d­dent af­fald hang i ga­der­ne. Fle­re gan­ge så jeg ud­ma­gre­de ma­end sid­de på hug ved ren­de­ste­nen og bog­sta­ve­lig talt spi­se af­fald di­rek­te fra den, mens bi­ler, mo­tor­cyk­ler og men­ne­sker pas­se­re­de ta­et for­bi. Ef­ter­lad­te børn i pjal­ter sad apa­ti­ske i mid­ter­ra­bat­ten på vej­en og tig­ge­de al­mis­ser.

Un­der so­len lå ge­de- og få­re­ho­ve­der i tril­lebø­re i et vir­var sam­men med an­det kød, vand­me­lo­ner, gam­melt jern, trae og brug­te bil­da­ek. Selv hund­e­ne vir­ke­de me­re for­pin­te og us­le, end jeg tid­li­ge­re har op­le­vet an­dre ste­der på klo­den. En en­kelt ta­e­ve erin­drer jeg ty­de­ligt. Med ding­len­de pat­ter og alt for mar­ke­re­de ri­b­ben hop­pe­de hun på tre ben ned ad ga­den, mens nog­le for­bi­pas­se­ren­de spar­ke­de ud ef­ter hen­de.

I en rund­kør­sel hang et men­ne­ske i en lyg­te­pa­el. De mør­ke, blod­skud­te øj­ne i det krid­hvi­de an­sigt, med et dun-ag­tigt ska­eg, stir­re­de liv­løst på mig. Med ha­en­der­ne bun­det på ryg­gen hang krop­pen urør­lig ned fra den løk­ke, som hav­de klemt li­vet ud af ham. Ved si­den af stod en flok un­ge ta­li­ba­ne­re og gri­ne­de. Som var li­get et tro­fae ef­ter en jagt. Den ha­eng­tes for­bry­del­se? For­ment­lig de hvi­de so­k­ker han bar. De var en hån mod Ta­li­ban­re­gi­mets hvi­de flag ...

kør­te jeg rundt i Af­g­ha­ni­stans syd­li­ge provin­ser. Sa­er­ligt én tur hu­sker jeg.

På en enorm slet­te om­rin­get af bjer­ge og gen­nem­skå­ret af den snor­li­ge vej be­ma­er­ke­de jeg en lil­le sort prik i vej­kan­ten nog­le ki­lo­me­ter bor­te. Da jeg na­er­me­de mig, kun­ne jeg se, hvad det var: en gam­mel mand i en kø­re­stol. Ale­ne sad han der un­der den ubarm­hjer­ti­ge som­mer­sol. Da jeg lang­somt pas­se­re­de ham, så jeg, at han mang­le­de beg­ge ben, og de sor­te pjal­ter var truk­ket op un­der benstum­per­ne.

Øj­ne­ne i det kra­nie­ag­ti­ge an­sigt stir­re­de ud­tryks­løst på mig fra bun­den af de sor­te øjen­hu­ler. Han rak­te ha­en­der­ne frem. Et håb om barm­hjer­tig­hed. I si­despej­let så jeg ham for­svin­de i den sky af støv, som bi­len ef­ter­lod. Jeg glem­mer ham al­drig. Og hvor­for jeg ik­ke stop­pe­de og hjalp ham? Jeg ved det sim­pelt­hen ik­ke.

Se­ne­re fandt jeg ud af, at or­ga­ni­se­re­de, kri­mi­nel­le ban­der på dis­se kan­ter bort­fø­rer børn el­ler gan­ske un­ge ma­end og med fuldt over­la­eg in­va­li­de­rer dem, for ek­sem­pel ved at am­pu­te­re lem­mer el­ler ska­e­re de­res tun­ge ud. Der­ef­ter har stak­ler­ne in­tet håb om et nor­malt liv. In­gen fa­mi­lie, in­gen ven­ner, in­gen om­sorg og in­gen ud­dan­nel­se. De er helt af­ha­en­gi­ge af dis­se ky­ni­ske og be­sti­al­ske bag­ma­end, der an­ven­der dem som tig­ge­re, som en ind­ta­egtskil­de.

når jeg igen fly­ver over Af­g­ha­ni­stan, men i mod­sat ret­ning – vil fil­men for mit in­dre øje star­te for­fra. Og den vil den al­tid gø­re, når tan­ker­ne hen­le­des på det land.

Af­g­ha­ni­stan har ar­ret min sja­el på godt – men mest ondt.

Hvor­for den­ne dy­stre og me­get lidt ju­le­ag­ti­ge be­ret­ning i den­ne klumme? Net­op for­di det er jul. For­di kon­tra­sten mel­lem Af­g­ha­ni­stan og mit pri­vil­e­ge­re­de liv som dan­sker al­tid bli­ver ek­stra ty­de­ligt i ju­len. Ud­spi­le­de ma­ver, uha­em­met druk, ga­ve­or­gi­er og na­er­mest epi­de­misk stress ram­mer al­tid na­tio­nen som en ts­u­na­mi, når vi når den­ne hel­li­ge høj­tid. Jeg for­sø­ger ik­ke at mora­li­se­re med dis­se ord. Lad os kal­de det per­spek­ti­ve­ring.

Hav en rig­tig god jul.

PRIVATFOTO

I lun sik­ker­hed, i sit be­ha­ge­li­ge flysa­e­de, 11 ki­lo­me­ter op­pe sid­der Tho­mas Rat­hsa­ck og stir­rer ned på det Af­g­ha­ni­stan, der var hans ’hjem’ i to år.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.