Og Afghanistan
hovedstaden, Kabul – men køreturen føltes som flere århundreder tilbage i tiden.
indbyggere boede på højdeplateauet mellem de omkringliggende bjerge. Bygningerne var faldefaerdige, mange uden vinduer og døre, og kun vasketøjet på snorene langs vinduerne og enkelte forpjuskede og snavsede børn vidnede om en form for normalitet.
Trods forårets udholdelige temperatur hang der en dunst af urin, afføring og råddent affald hang i gaderne. Flere gange så jeg udmagrede maend sidde på hug ved rendestenen og bogstavelig talt spise affald direkte fra den, mens biler, motorcykler og mennesker passerede taet forbi. Efterladte børn i pjalter sad apatiske i midterrabatten på vejen og tiggede almisser.
Under solen lå gede- og fårehoveder i trillebøre i et virvar sammen med andet kød, vandmeloner, gammelt jern, trae og brugte bildaek. Selv hundene virkede mere forpinte og usle, end jeg tidligere har oplevet andre steder på kloden. En enkelt taeve erindrer jeg tydeligt. Med dinglende patter og alt for markerede ribben hoppede hun på tre ben ned ad gaden, mens nogle forbipasserende sparkede ud efter hende.
I en rundkørsel hang et menneske i en lygtepael. De mørke, blodskudte øjne i det kridhvide ansigt, med et dun-agtigt skaeg, stirrede livløst på mig. Med haenderne bundet på ryggen hang kroppen urørlig ned fra den løkke, som havde klemt livet ud af ham. Ved siden af stod en flok unge talibanere og grinede. Som var liget et trofae efter en jagt. Den haengtes forbrydelse? Formentlig de hvide sokker han bar. De var en hån mod Talibanregimets hvide flag ...
kørte jeg rundt i Afghanistans sydlige provinser. Saerligt én tur husker jeg.
På en enorm slette omringet af bjerge og gennemskåret af den snorlige vej bemaerkede jeg en lille sort prik i vejkanten nogle kilometer borte. Da jeg naermede mig, kunne jeg se, hvad det var: en gammel mand i en kørestol. Alene sad han der under den ubarmhjertige sommersol. Da jeg langsomt passerede ham, så jeg, at han manglede begge ben, og de sorte pjalter var trukket op under benstumperne.
Øjnene i det kranieagtige ansigt stirrede udtryksløst på mig fra bunden af de sorte øjenhuler. Han rakte haenderne frem. Et håb om barmhjertighed. I sidespejlet så jeg ham forsvinde i den sky af støv, som bilen efterlod. Jeg glemmer ham aldrig. Og hvorfor jeg ikke stoppede og hjalp ham? Jeg ved det simpelthen ikke.
Senere fandt jeg ud af, at organiserede, kriminelle bander på disse kanter bortfører børn eller ganske unge maend og med fuldt overlaeg invaliderer dem, for eksempel ved at amputere lemmer eller skaere deres tunge ud. Derefter har staklerne intet håb om et normalt liv. Ingen familie, ingen venner, ingen omsorg og ingen uddannelse. De er helt afhaengige af disse kyniske og bestialske bagmaend, der anvender dem som tiggere, som en indtaegtskilde.
når jeg igen flyver over Afghanistan, men i modsat retning – vil filmen for mit indre øje starte forfra. Og den vil den altid gøre, når tankerne henledes på det land.
Afghanistan har arret min sjael på godt – men mest ondt.
Hvorfor denne dystre og meget lidt juleagtige beretning i denne klumme? Netop fordi det er jul. Fordi kontrasten mellem Afghanistan og mit privilegerede liv som dansker altid bliver ekstra tydeligt i julen. Udspilede maver, uhaemmet druk, gaveorgier og naermest epidemisk stress rammer altid nationen som en tsunami, når vi når denne hellige højtid. Jeg forsøger ikke at moralisere med disse ord. Lad os kalde det perspektivering.
Hav en rigtig god jul.