Fandeme uhyggeligt

Lars Kepler: Lazarus Oversat af B. Nielsen og J. Kistorp

556 sider. 350 kroner. Gyldendal

Det begynder uhyggeligt. En mand findes brutalt myrdet i en lejlighed, hvor kummefryseren er proppet med forskellige menneskers ligdele. I den frosne kadaverbunke findes også et stykke hovedskal, der har tilhørt kriminalkommissaer Jonna Linnas nyligt afdøde kone. Hurtigt bliver alle bange anelser til neglebidende virkelighed: For bag en raekke nye, makabre mord står Jurek Walter. Fuldblodspsykopaten og seriemorderen fra den tidligere Kepler-thriller ’Sandmanden’. Manden burde strengt taget vaere død og borte, men nu er han altså tilbage for at haevne sin draebte bror og samtidig få dødsskovlen under aerkefjenden, Joona Linna. De første 80 sider af ’Lazarus’ er koldsvedende uhyggelige. Effektivt springer kapitlerne fra gys til gys, og folk dør som fluer på de mest bestialske måder. Fandtes der en krimipris for de mest brutale aflivninger, ville Kepleraegteparret rydde puljen. Desvaerre bliver det hurtigt traettende at springe fra mord til mord, når mellemregningerne udelades, og enhver trovaerdig realisme fordufter. At det er nødvendigt at genoplive en (død) psykopat fra en tidligere bog virker også som usselt genbrug. Og her hjaelper det heller ikke, at psykopatens nye håndlanger, Baeveren, er en slavisk klichékaempe på to meter med perleøreringe og synske evner. Handlingen fraeser samtidig så staerkt derudad, at bogens personer aldrig bliver til andet end flimrende hånddukker. Om det – endelig – lykkes at få slået Jurek Walter ihjel, vil jeg ikke afsløre. Men at der laegges op til en fortsaettelse, tør jeg godt røbe. Og det er fandeme uhyggeligt.

Frank Sebastian Hansen