Jeg savner mine børn
JUL I GHETTOEN: Liselotte Poulsens sønner bor hos plejefamilie, fordi deres mor lider af angst og depression – og af dårlig samvittighed over at vaere for syg til at kunne have sine sønner
Liselotte Poulsens største ønske i det snarlige 2019 er, at hendes to sønner på ni og 11 år kommer hjem og bor hos deres mor. Drengene blev frivilligt anbragt hos en plejefamilie i Give i Sydjylland for fire år siden, i forbindelse med at deres mor var indlagt med angst og depression i en laengere periode.
– Jeg savner dem frygtelig meget, men det er nok desvaerre ikke realistisk, at ønsket går i opfyldelse i det nye år, siger Liselotte Poulsen i den julepyntede stue i den 104 kvadratmeter store lejlighed i Vejle.
En høj pris
Den 38-årige kvinde betaler en høj pris for sin mangeårige kamp med blandt andet angst og depression. Ikke alene savner hun sine i alt fire børn, hun kaemper også med en presset økonomi og en kronisk dårlig samvittighed over ikke at kunne tage vare på sine to yngste børn.
Liselotte Poulsen har også to døtre på 18 og 20 år, som bor hos deres far og Liselottes første mand i en mindre by ved Randers.
– Jeg føler, at jeg har fejlet som foraelder, og at jeg har svigtet mine drenge, selvom jeg jo ikke kan gøre for, at jeg er syg, siger Liselotte Poulsen og fortsaetter selvbebrejdende:
– Jeg føler også skyld, i forhold til at jeg ikke noget tidligere sagde fra over for drengenes far.
En formue
Liselotte Poulsen flygtede i 2011 fra drengenes far efter fem års samliv og boede i begyndelsen på et krisecenter i Kolding med sine dengang to små drenge. Året efter – i 2012 – fik hun den fulde foraeldremyndighed over drengene, som nu er i pleje hos, hvad Liselotte kalder en ’rigtig god plejefamilie’.
– Selvom de har det godt, føles det ydmygende ikke at kunne klare sig selv, når man har sat børn i verden. Ens stolthed udfordres virkelig, siger hun og taender et lys i øjnene ved tanken om julen og det samvaer med alle hendes børn, som følger med.
– Drengene skal vaere her fra 24. december til 1. januar, og pigerne kommer anden juledag. Hvis børnene ikke var kommet, ville jeg nok ikke engang pynte op. Børnene er min drivkraft og bare de er glade, så er jeg også glad.
Med et rådighedsbeløb på knap 2000 kroner om måneden, når alle regninger er betalt, er der langt fra plads til de store armbevaegelser i forbindelse med juledagene, så en julepakke til en vaerdi af 1500 kroner fra Dansk Folkehjaelp kan gøre en stor forskel for Liselotte og børnene.
– 1500 er en formue i min økonomi. Ud over at se børnene og forhåbentlig opleve dem glade glaeder jeg mig bare til at have det rart og glemme alle bekymringerne og den dårlige samvittighed i nogle dage.
Selvom de har det godt, føles det ydmygende ikke at kunne klare sig selv, når man har sat børn i verden
Absurd ghetto-lov
Trods sit stramme budget har Liselotte prioriteret at kunne blive boende i sin lejlighed med plads til drengene i Finlandsparken i udkanten af Vejle. Også selvom hun dermed holder fast i en bolig, som tilhører en af landets såkaldt ’hårde ghettoer’, som inden 2030 skal leve op til forskellige krav om befolkningssammensaetning og social status.
– Ghetto-lovgivningen er absurd og er kun med til at skabe utryghed og usikkerhed. Det samme var tilfaeldet med kontanthjaelpsloftet, som ikke bragte mig en centimeter taettere på arbejdsmarkedet – tvaertimod.