Mod, der smitter
siden gav vi her på Ekstra Bladet forfatteren Sara Omar Ekstra Bladets haederspris, Årets Victor.
I sin tale sagde min kollega chefredaktør Poul Madsen blandt andet, at Sara fik prisen for det mod, hun har udvist med sin roman 'Dødevaskeren'.
Han fremhaevede hende som bannerfører for et oprør mod en forstokket middelalderkultur, og han sluttede sin tale med håbet om, at andre vil følge Sara og få problemerne frem i lyset.
Det er sket.
Politiken fortalte sidste weekend om en raekke kvinder, som ved at laese 'Dødevaskeren' har fået mod til at gøre oprør mod tvang og undertrykkelse.
at laese om M. Hendes far slog første gang, da hun var ti år, fordi en flok børn med drenge iblandt havde ringet på døren og spurgt, om hun ville lege.
Flere taesk fulgte, brødrene tog over, og moderen, som selv var udsat for volden, greb ikke ind. M fortaeller i Politiken, at der blev taget kvaelertag på hende, og at hun blev truet på livet.
I dag opholder hun sig på et hemmeligt sted i et såkaldt safe house. Hun fik modet til at flygte fra sin familie, da hun i smug havde laest Sara Omars roman.
'Jeg følte en genkendelighed. Jeg kunne maerke, at hun kaempede en kamp, alle andre er tavse om,' fortaeller M i interviewet.
sidste år mødte jeg ved et tilfaelde Sara Omar i Bergen. Saras bog var netop udkommet i Norge, og hun skulle på scenen i Bergens Litteraturhus om aftenen og tale om sin bog.
Jeg tog med og oplevede et meget intenst forløb, hvor en fyldt sal lyttede til Saras skildring af de raedsler, der overgår kvinder i visse muslimske kredse, hvor et forskruet patriarkalsk syn er herskende.
Det tog lang tid, før vi kom derfra, for der var mange, som kom op for at tale med Sara bagefter. Flere af dem var kvinder praecis som dem, Politiken har talt med, som på egen krop havde oplevet det, Sara taler om.
De gik derfra med fornyet håb. Det var staerkt at overvaere.
I Politiken fortaeller centerleder på Randers Krisecenter Hanne Rugholm, at hun og kollegerne observerer, at litteratur er med til at 'saette en bevaegelse i gang'. Ud over Sara Omars roman naevner hun også Geeti Amiris selvbiografi 'Glansbilleder'.
havde vi fornøjelsen af Geeti som skarp debattør, indtil hun besluttede sig for at traekke sig fra debatten for at hellige sig laerergerningen. Hun ville ud og have fingrene ned i mulden.
Selvom vi savner hendes klummer, har jeg stor respekt for det valg.
Både Omar og Amiri har formået at transformere deres egne traumatiske oplevelser til en kraft, som andre får mod og styrke af. Som medier bør vi vaere med til at vise den styrke.
I journalistik siger vi 'don't tell it, show it'.
Det er praecis, hvad disse kvinder gør. Stiller sig modigt frem og viser andre, at det kan lade sig gøre.
Staerkere forbilleder skal man lede laenge efter.
En fyldt sal lyttede til Saras skildring af de raedsler, der overgår kvinder i visse muslimske kredse