INGES FØRSTE TANKE: NU ER JEG DØD
Den 42-årige fotograf mistede kortvarigt bevidstheden, da lyntoget på Storebaelt forulykkede. Hun vågnede op til synet af sine to børns blodige ansigter og lyden af skrig
’Nu er jeg død.’
Det var Inge Lennerts første tanke, da hun efter et kortvarigt blackout kom til sig selv i saede 144.
Lige ved siden af – i passager-kupé 63 i lyntog ICL 210 på Storebaeltforbindelsens vestbro – sad Alma Dora.
Den dansk-grønlandske fotografs 12-årige datter skiftevis graed og skreg.
Blodet silede ned ad pigens ansigt, og hendes hud og tøj var daekket af splintret glas. Små skår, som Inge Lennert spontant begyndte at fjerne.
På vinduespladsen skråt over for Inge Lennert i den anden vogn i togstammen sad Inges 14-årige søn, Nukaaraq. Også hans ansigt var blodigt. Rundt omkring i kupéen klagede andre sårede sig.
– Før min egen panik tog over, forsøgte jeg at trøste min datter og holde hende ind til mig. Og så hjalp jeg hende med at finde hendes støvler, siger Inge Lennert til Ekstra Bladet halvanden uge senere.
’Rolig, rolig’
Ruden ud mod det oprørte, mørke hav var spraengt til atomer, og fra panelet over dem hang ødelagt teknisk udstyr i ledninger ned over den lille familie.
Inge Lennert var i de første minutter i tvivl om, hvad der havde ramt det lyntog, som skulle have fragtet dem til Københavns Lufthavn, så børnene kunne flyve hjem til deres far i Sisimiut nord for Nuuk.
Glasskår i mund og øjne
– Jeg troede, et andet tog var kørt ind i os, fortaeller Inge Lennert, der registrerede, at der var andre sårede i kupéen.
En mand i baggrunden råbte ’rolig, rolig’.
Lige før det øresønderrivende brag skulle den 42årige kvindes to børn til at se gyserfilmen ’Ondskabens Hotel’. Det nåede de aldrig.
Nu var headset, briller, iPad og alt andet på det lille bord blaest vaek.
Først med flere minutters forsinkelse registrerede Inge Lennert, at hun selv blødte og havde glasskår over det hele.
I munden. På tøjet. I øjnene.
– Der var så mange glasskår, at det klirrede, når jeg bevaegede mig, husker Inge Lennert, som på et tidspunkt trak sine børn laengere tilbage i kupéen.
I et glimt så hun, at passagerer i den forreste vogn gav hjertemassage.
– Det var et frygteligt syn, siger hun med den efterrationaliserede viden, at otte passagerer i den vogn døde.
Inge Lennert ringede til sin eksmand som den første. Hos ham i Grønland var det midt om natten. Han var helt rolig. I de naeste timer var de i hyppig kontakt, efterhånden som han blev klogere på ulykkens omfang.
Det blev også til et opkald til hendes mor, som var på besøg hjemme i Odense.
Inge, Alma Dora og Nukaraaq blev senere samme dag genforenet med deres bedstemor efter at vaere faldet til ro på det improviserede krisecenter i Nyborg.
Før min egen panik tog over, forsøgte jeg at trøste min datter og holde hende ind til mig
Der var så mange glasskår, at det klirrede, når jeg bevaegede mig