En pisk tog synet på det ene øje
Niels Hausgaards kritikere har vaeret efter ham for at vaere noget enøjet i sin politiske argumentation – og de er taet på sandheden
HEMMELIGT HANDIKAP: Når man sådan sidder over for Niels Hausgaard på Jyderup Højskole, hvor han igen i år har slået sig ned for at lave et par ’prøveaftner’ på sit nye show, ’Tryk min danske hånd’, er det svaert ikke at lade sig forføre af hans magiske stemme, hans nordjyske lune og hans professionelle karisma.
– Du får den gode stol, siger han, da vi saetter os i forstanderkøkkenet. Allerede her er man godt tilpas.
Og bedre bliver det, da Hausgaard begynder at ironisere over det forestående folketingsvalg og al den lovgivning, der nødvendigvis må rulles tilbage – medieforliget for eksempel.
– Og så havde jeg da aldrig troet, at jeg skulle opleve, at vi i Danmark ville lovgive om at give hånd. Det kan bekymre mig, for alle de håndtryk kan vaere svaert usunde. Jeg har for eksempel allerede én gang prøvet at få fnat, og det behøver jeg ikke at prøve igen, siger han og ser lidende ud.
Ganske uskyldig
Hausgaard forklarer, at det godt nok er mange år siden, og at han var ganske uskyldig i angrebet fra de irriterende fnatmider.
– Jeg gik til laegen, fordi det kløede helt forfaerdeligt imellem mine fingre, og så fiskede han en lille, sort ting frem fra min hud og lagde den under et mikroskop. Det var ulaekkert. Der lå den lille mide og spraellede. Føj. Og så måtte jeg i gang med svovlsalve.
– Laegen fortalte, at mange blev smittet via telefonrør. Det var før mobiltelefonen, så de offentlige telefoner kunne både vaere varme og klamme, når man fik fat i dem. Ifølge laegen var det meget almindeligt, at fnatmider vandrede på den måde.
Smittet med fnat
Den nu 74-årige entertainer bider ikke på drilleriet med, at den historie svarer til fortaellingerne om alle dem, der er smittet med kønssygdomme på toiletsaeder.
– Nej nej, protesterer han. – Det er rigtigt nok. Laegen havde netop haft en praesteenke, der var besvimet ved meddelelsen om, at hun havde fnat. Og hun var helt klart smittet via et offentligt telefonrør. Så der kan man bare se, hvor nemt det kan gå med de mider. Af samme grund foreslår jeg, at også denne lovgivning rulles tilbage og erstattes af en, der påbyder, at man hilser med nik eller ved at laegge hånden på hjertet.
Enøjet
Hausgaards kritikere har altid kritiseret ham for at vaere noget enøjet i sin politiske argumentation. Og de er naermere sandheden, end de aner. Han har nemlig et hemmeligt handikap.
– Jeg gider ikke tale om den sygdom, der ramte mig for et par år siden, siger han med henvisning til den svaere lungebetaendelse, der kostede indlaeggelse og aflysninger i 2016.
– Men jeg er altså ikke typen, der går og er forsigtig af den grund. Faktisk mener jeg, at man skal passe på med at passe for meget på. Sygdomssnakken er reserveret mine jaevnaldrende venner, for så kan vi sidde og overtrumfe hinanden med nye, sjove piller.
– Forleden mødte jeg så en 89-årig, der aldrig havde vaeret syg, men som nu måtte erkende, at han havde brug for en lille, let laesebrille. Jeg tilstod, at det kunne jeg ikke nøjes med, fordi jeg er blind på det ene øje. Det fik ham til at smile venligt og sige: ’Det skal du ikke vaere ked af – det du ikke fik set på vejen ind, kan du se på vejen ud.’ Den bemaerkning kunne jeg ikke stå for.
Gjorde daeleme ondt
Niels Hausgaard kom ud for et uheld for ca. ti år siden. Han var ved at motionere sine heste og brugte en lang longepisk til at slå knald med. Desvaerre blev armbevaegelserne for store, og pisken ramte ham i det højre øje.
Her glemmer entertaineren for en kort stund den nordjyske underdrivelse.
– Jo, det gjorde daeleme ondt, siger han.
Uheldet var vaerre end som så, idet snerten havde ødelagt regnbuehinden, og sådan en kan ikke gro sammen igen.
– Jeg kan skelne lys og mørke – og det er det. Men det er altså ikke noget, der generer mig. Jeg har vaennet mig til det.
Han banker ikke ind i ting, og han kan sagtens køre bil.
– Der er aldrig nogen, der har naevnt, at det med bilen skulle vaere et problem – og det er det altså heller ikke i andre sammenhaenge, smiler han.
Sygdomssnakken er reserveret mine jaevnaldrende venner, for så kan vi sidde og overtrumfe hinanden med nye, sjove piller
Jeg kan skelne lys og mørke – og det er det