Der var kun én vej og det var døden
MARIES HISTORIE: Peter Brixtoftes aeldste datter fortaeller for første gang om at leve med faderens alkoholmisbrug i bogen ’Kun når det regner’
Efter sin fars død knoklede Marie Brixtofte videre som hidtil. Men da muligheden opstod i sommeren 2017, sagde hun sit job som psykolog op.
– Jeg kunne maerke, at jeg havde behov for at sørge. Jeg havde parkeret sorgen, fortaeller hun om sit pludselige tab.
Marie tog på en syv år forsinket bryllupsrejse med sin mand, og her traengte ordene sig på i en sådan grad, at hun måtte låne en computer på hotellet. Hun stod op klokken fire hver morgen for at skrive sin personlige beretning, der nu er blevet til bogen ’Kun når det regner’. Bogen handler om at vokse op med en alkoholiseret far.
Jeg har det, som om jeg har købt et bungyjump, men glemt, at jeg har højdeskraek
Han kunne ikke leve med alkohol, og han kunne ikke leve uden
Ekstra Bladet møder Marie Brixtofte på en café i København en tidlig morgen. Hun er på vej i studiet for at indtale sin bog på lydbånd. Der er et par dage, til bogen udkommer, og der er stilhed før mediestormen.
– Jeg har det, som om jeg har købt et bungyjump, men glemt, at jeg har højdeskraek, siger hun om beslutningen om endelig at dele sin historie med resten af Danmark.
Det har hun overvejet mange gange før.
I årene før faderens død var Marie Brixtofte splittet mellem et ønske om at beskytte faderens renommé og ønsket om at fortaelle om hans misbrug i medierne, så det måske kunne have fået ham til at indse problemets omfang.
– Men hver eneste gang jeg taenkte det, var det spørgsmålet, om det kunne redde ham, eller om det kunne ende med at slå ham ihjel. Og det der blod på haenderne skulle jeg i hvert fald ikke have, forklarer hun.
– Så det var ikke en bog, du kunne have skrevet, mens din far var i live?
– Overhovedet ikke. Men nu kan jeg endelig tale. Det har jeg ikke haft friheden til at kunne gøre før, slår hun fast.
En form for terapi
Skriveprocessen har haft en naermest terapeutisk virkning på hende.
– Den har vaeret meget medvirkende til, at jeg er landet et godt sted i min sorg.
– I dag arbejder jeg i Børn, Unge & Sorg, og her foreslår vi at skrive breve til de afdøde for på en måde at fortsaette dialogen. Og fordi han blev revet vaek så pludseligt, var det en måde, hvor jeg kunne få sagt farvel til ham.
– Det er også derfor, bogen er skrevet i du-form. Jeg havde vanvittigt mange selvbebrejdelser, da han døde, og dem gør jeg også op med, forklarer hun.
Til at begynde med var Marie Brixtofte ked af, at hun ikke havde set sin far de sidste tre måneder inden hans tidlige død. Men en drøm fik hende til at skifte mening.
I drømmen blev hendes far genoplivet af laegerne, og hun fik lov at gøre alt om. Hun så ham hver dag og accepterede, at han drak. Men efterhånden begyndte hun – ligesom i virkelighedens verden – at stille krav til ham og ville ikke se ham, når han drak.
– Da jeg vågnede, indså jeg, at vi ikke kunne have gjort noget anderledes, for det vi gjorde, var af kaerlighed. Og også af kaerlighed til os selv, for man skal også passe på sig selv i sådan et forløb.
Erkendelsen
Hun nåede også til endnu en vigtig erkendelse.
– Han kunne ikke leve med alkohol, og han kunne ikke leve uden. Så der var kun én vej, og det var døden. Det gik op for mig undervejs, og gennem teksten kunne jeg arbejde mig igennem nogle ting.
– Jeg har taenkt over det, og jeg har prøvet at konsultere ham flere gange uden svar, siger hun og får for første gang lidt våde øjne.
– Den del af ham, der drak, ville ikke bryde sig om det, men den aedru del, som havde kaempet hele sit liv for at hjaelpe andre og gøre op med tabuer, ville vaere pavestolt, vurderer hun og tilføjer, at det er hendes håb, at bogen kan hjaelpe både unge og voksne børn af alkoholikere.