Der var kun én vej og det var døden

MA­RI­ES HISTORIE: Pe­ter Brixtoftes ae­ld­ste datter forta­el­ler for før­ste gang om at le­ve med fa­de­rens al­ko­hol­mis­brug i bo­gen ’Kun når det reg­ner’

Ekstra Bladet - - SLYNGELSTUEN - JULIE KRAGH FOTO: LINDA JOHANSEN – Hvad tror du, han vil­le ha­ve syn­tes om, at du ud­gav bo­gen? [email protected]

Ef­ter sin fars død knok­le­de Ma­rie Brixtof­te vi­de­re som hidtil. Men da mu­lig­he­den op­stod i som­me­ren 2017, sag­de hun sit job som psy­ko­log op.

– Jeg kun­ne ma­er­ke, at jeg hav­de be­hov for at sør­ge. Jeg hav­de par­ke­ret sor­gen, forta­el­ler hun om sit plud­se­li­ge tab.

Ma­rie tog på en syv år for­sin­ket bryl­lups­rej­se med sin mand, og her tra­eng­te or­de­ne sig på i en så­dan grad, at hun måt­te lå­ne en com­pu­ter på ho­tel­let. Hun stod op klok­ken fi­re hver mor­gen for at skri­ve sin per­son­li­ge be­ret­ning, der nu er ble­vet til bo­gen ’Kun når det reg­ner’. Bo­gen hand­ler om at vok­se op med en al­ko­ho­li­se­ret far.

Jeg har det, som om jeg har købt et bun­gyjump, men glemt, at jeg har høj­de­s­kra­ek

Han kun­ne ik­ke le­ve med al­ko­hol, og han kun­ne ik­ke le­ve uden

Ek­stra Bla­det mø­der Ma­rie Brixtof­te på en café i Kø­ben­havn en tid­lig mor­gen. Hun er på vej i stu­di­et for at ind­ta­le sin bog på lyd­bånd. Der er et par da­ge, til bo­gen ud­kom­mer, og der er stil­hed før me­di­e­stormen.

– Jeg har det, som om jeg har købt et bun­gyjump, men glemt, at jeg har høj­de­s­kra­ek, si­ger hun om be­slut­nin­gen om en­de­lig at de­le sin historie med re­sten af Dan­mark.

Det har hun over­ve­jet man­ge gan­ge før.

I åre­ne før fa­de­rens død var Ma­rie Brixtof­te split­tet mel­lem et øn­ske om at be­skyt­te fa­de­rens renom­mé og øn­sket om at forta­el­le om hans mis­brug i me­di­er­ne, så det må­ske kun­ne ha­ve få­et ham til at ind­se pro­ble­mets om­fang.

– Men hver eneste gang jeg ta­enk­te det, var det spørgs­må­let, om det kun­ne red­de ham, eller om det kun­ne en­de med at slå ham ihjel. Og det der blod på ha­en­der­ne skul­le jeg i hvert fald ik­ke ha­ve, for­kla­rer hun.

– Så det var ik­ke en bog, du kun­ne ha­ve skre­vet, mens din far var i li­ve?

– Over­ho­ve­det ik­ke. Men nu kan jeg en­de­lig ta­le. Det har jeg ik­ke haft fri­he­den til at kun­ne gø­re før, slår hun fast.

En form for te­ra­pi

Skri­ve­pro­ces­sen har haft en na­er­mest te­ra­pe­u­tisk virk­ning på hen­de.

– Den har va­e­ret me­get med­vir­ken­de til, at jeg er lan­det et godt sted i min sorg.

– I dag ar­bej­der jeg i Børn, Un­ge & Sorg, og her fo­re­slår vi at skri­ve bre­ve til de af­dø­de for på en må­de at fort­sa­et­te di­a­lo­gen. Og for­di han blev re­vet va­ek så plud­se­ligt, var det en må­de, hvor jeg kun­ne få sagt far­vel til ham.

– Det er og­så der­for, bo­gen er skre­vet i du-form. Jeg hav­de van­vit­tigt man­ge selv­be­brej­del­ser, da han dø­de, og dem gør jeg og­så op med, for­kla­rer hun.

Til at be­gyn­de med var Ma­rie Brixtof­te ked af, at hun ik­ke hav­de set sin far de sid­ste tre må­ne­der in­den hans tid­li­ge død. Men en drøm fik hen­de til at skif­te me­ning.

I drøm­men blev hen­des far genop­li­vet af la­e­ger­ne, og hun fik lov at gø­re alt om. Hun så ham hver dag og ac­cep­te­re­de, at han drak. Men ef­ter­hån­den be­gynd­te hun – li­ge­som i vir­ke­lig­he­dens ver­den – at stil­le krav til ham og vil­le ik­ke se ham, når han drak.

– Da jeg våg­ne­de, indså jeg, at vi ik­ke kun­ne ha­ve gjort no­get an­der­le­des, for det vi gjor­de, var af ka­er­lig­hed. Og og­så af ka­er­lig­hed til os selv, for man skal og­så pas­se på sig selv i så­dan et for­løb.

Er­ken­del­sen

Hun nå­e­de og­så til end­nu en vig­tig er­ken­del­se.

– Han kun­ne ik­ke le­ve med al­ko­hol, og han kun­ne ik­ke le­ve uden. Så der var kun én vej, og det var døden. Det gik op for mig un­der­vejs, og gen­nem tek­sten kun­ne jeg ar­bej­de mig igen­nem nog­le ting.

– Jeg har ta­enkt over det, og jeg har prø­vet at kon­sul­te­re ham fle­re gan­ge uden svar, si­ger hun og får for før­ste gang lidt vå­de øj­ne.

– Den del af ham, der drak, vil­le ik­ke bry­de sig om det, men den ae­d­ru del, som hav­de ka­em­pet he­le sit liv for at hja­el­pe an­dre og gø­re op med ta­bu­er, vil­le va­e­re pa­ve­stolt, vur­de­rer hun og til­fø­jer, at det er hen­des håb, at bo­gen kan hja­el­pe bå­de un­ge og voks­ne børn af al­ko­ho­li­ke­re.

– Jeg hav­de van­vit­tigt man­ge selv­be­brej­del­ser, da han dø­de, og dem gør jeg og­så op med, for­kla­rer Ma­rie Brixtof­te.

– Jeg kun­ne ma­er­ke, at jeg hav­de be­hov for at sør­ge, si­ger Ma­rie Brixtof­te om den gang, hun med lang for­sin­kel­se en­de­lig gav sig tid til at ta­en­ke dy­be­re over fa­de­rens liv og død.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.