Synd og skam
Anden film i serien om ’Skammerens datter’ er langtfra lige så vellykket som den første
’Skammerens datter II – Slangens gave’
Instr.: Ask Hasselbalch. 103 min. Premiere 24. januar i utallige biografer landet over Medv.: Rebecca Emilie Sattrup, Dejan Cukic, Jakob Oftebro, Mikkel Arndt m.fl. Instruktøren Kenneth Kainz lavede i samarbejde med manuskriptforfatteren Anders Thomas Jensen i 2015 en ganske overbevisende, familievenlig filmatisering af de indledende akter i Lene Kaaberbøls succesfulde romanserie om ’Skammerens datter’.
Det lykkedes dem at skabe det rette blandingsforhold mellem fortaellingens fantasi-elementer og dens menneskelige aspekter. Den gik da også rent ind i de danske biografer med naesten en kvart million solgte billetter.
Udskiftning
Makkerparret er dog denne gang skiftet ud med instruktøren Ask Hasselbalch (’Antboy’-filmene) og den ret ubeskrevne manuskriptforfatter Gunnar A.K. Järvstad (selv om der vist har vaeret et par unavngivne stykker ind over før ham). Hvorfor skal jeg ikke gøre mig klog på,
men det har i hvert fald ikke vaeret til filmens eller publikums fordel.
Ikke decideret dårlig
Ikke sådan forstået, ’Skammerens datter II – Slangens gave’ er en decideret dårlig film. Den er bare heller ikke saerlig god. Rebecca Emilie Sattrup er igen omdrejningspunktet som Dina med evnen til at se ind i din sjael, og hun får endnu en gang selskab af blandt andre Jakob Oftebro, Søren Malling og Stina Ekblad, mens Mikkel Arndt afløser Peter Plauborg som den onde Drakan.
at
Blandt de nye på holdet finder vi Nicolas Bro (i karrierens mest underfrankerede rolle) samt ikke mindst Dejan Cukic som Dinas far, Seuzan, der også har overnaturlige talenter, og som Dinas mor siger, at hun ikke kan stole på. Men kan det nu også passe?
Dina og den detroniserede
og drikfaeldige fyrstesøn Nico (Oftebro) er på flugt fra Drakan, der er ved at erobre Højlandet, men de må hver isaer sande, at de ikke kan blive ved med at gemme sig.
Fart og tempo
Der er fart og tempo over feltet, og den tekniske side af sagen (inklusive en monstrøs søslange) fejler som sådan ikke noget. Man har skruet op på alle knapper i forhold til etteren, men det er ikke nogen ubetinget fordel, da man herved taber en del på de indre linjer. Forstået på den måde, at der i denne ombaering i langt højere grad bliver tale om et udvendigt kostumedrama, hvor karaktererne blot bliver brikker i en noget skematisk plotkonstruktion.
Sjaelløst
Den ligner mest at alt en sjaelløs bestillingsopgave, hvis fornemmeste (hvis ikke eneste) opgave er at saelge så mange billetter som muligt. Synd og skam, da der jo er potentiale til meget mere i universet, hvilket også fremgik af den første film. Denne her går an, mens man sidder i saedet, men er glemt igen, før man har fået renset svaelget for smagen af popcorn.
Man har skruet op på alle knapper i forhold til etteren, men det er ikke nogen ubetinget fordel