SÅ FARLIGT ER HJERTESTOP
DEN PLUDSELIGE DRÆBER: Kun 11 procent overlever, hvis de får hjertestop uden for hospitalet
Det er vigtigt, at man bare går i gang. Man kan ikke ødelægge noget.
Den folkekære skuespiller Ole Stephensen døde onsdag af et hjertestop. Det fortæller hans mangeårige tvpartner og kollega, Jarl Friis Mikkelsen.
Hjerteforeningens forskningschef, Gunnar Gislason, kender intet til Ole Stephensens sygdomsbillede, men han vil gerne forklare, hvad årsagerne til, at man pludselig får hjertestop, kan være, og hvor vigtigt det er, at man handler, når det sker.
Det er nemlig kun 11 procent, der overlever at få et hjertestop uden for et hospital.
– Symptomet på hjertestop er, at man falder om. Det sker, fordi hjertet ikke pumper blod rundt i kroppen. Derfor kommer der ikke noget blod op til hjernen, og man mister bevidstheden.
Red et liv
– Hvis man ser en person falde om, skal man hurtigt træde til og se, om man kan ruske i personen og få dem til bevidsthed igen, siger Gunnar Gislason.
Forskningschefen fortæller, at man først skal mærke efter, om der er puls. Derefter skal man kalde efter hjælp og ringe 112 med det samme.
– Bagefter skal man starte hjerte- lunge- redning. Det er vigtigt, at man bare går i gang. Man kan ikke ødelægge noget. Hvis man ikke gør noget, så dør personen, siger Gunnar Gislason.
Skaf hjertestarter
Han understreger, at hvis der er en anden person i nærheden, skal vedkommende finde en hjertestar- ter, hvis det er muligt.
– Det kan faktisk være livreddende. Vi ved, at en hurtig indsættelse med hjertestarter kan genoplive personen. Man ved, at det er værre at falde om hjemme end ude, hvor der er mange mennesker. Man kan faktisk tredoble chancen for at overleve, hvis du starter hjerteredning, siger Gislason.
Han forklarer, at det vigtigste er, at man gør noget.
Den hyppigste årsag til hjertestop er blodprop i hjertet eller iltmangel til hjertet.
Det sker typisk, hvis man har risikofaktorer – det vil sige, hvis man ryger, har forhøjet kolesterol, sukkersyge, forhøjet blodtryk, eller hvis man er mand.