Fodboldspillere hører ikke hjemme på piedestal

DUBAI ( Ekstra Bladet): Mens mange fodboldspillere – lidt fortegnet – ynder at bruge fritiden på at spille playstation og se tv- serier, læser Alexander Scholz altså Sartre og Hemingway.

Alligevel skal man ikke tage fejl.

– Jeg har det konkurrencegen, der driver mange fodboldspillere. Så kan det godt ske, jeg derudover har nogle andre interesser end flertallet, men jeg anser mig selv som fodboldspiller med stort F.

– Sammen med mine holdkammerater hygger jeg mig med at spille kort efter træning, og jeg bliver lige så børnesur og rasende, hvis jeg taber en fodboldkamp som alle de andre. Det kunne være, jeg var nået længere i min karriere, hvis jeg var anderledes, og jeg gør alt for at optimere chancerne for det, siger Alexander Scholz.

Selvom han for længst traf beslutningen om at vende retur til fodboldverdenen, med alt hvad det nu indebærer, så betyder det langtfra, at Alexander Scholz sætter pris på alt ved sin profession.

– Fodboldspillere bliver sat op på en piedestal, hvor vi slet ikke hører hjemme i min verden. Jeg synes, det er blevet alt for meget. Det er heldigvis ikke helt så gennemgående herhjemme som i Belgien.

I FCM spiser man sammen med organisationen og træner med ungdomsspillere. Det er uhørt i Belgien.

– Jeg bryder mig ikke om den konstante promovering og selvpromovering i fodbold. Man kan snakke sig til mange ting, men det har jeg ikke behov for. Jeg søger på ingen måde opmærksomhed, og jeg vil helst ikke tale om mig selv. Det kunne være, jeg var nået længere i min karriere, hvis jeg var anderledes, men det ligger ikke til min person, siger Alexander Scholz.

Fodbolden balancerer altså stadig på en knivsæg mellem godt og ondt for Alexander Scholz – en oplevelsesrejsende fanget i et stramt træningsskema med strenge krav til kost og hvile. Og en mand, der har ordet ’ FRIHED’ tatoveret på sin langefinger.

– Det er derfor, tatoveringen sidder, hvor den gør.

Jeg søger på ingen måde opmærksomhed