Musiker på trods
Sylvester Larsens syvende album, ’ Mega Egotripper’, udkom for nylig og er en kommentar til tidens udprægede jegkultur.
– Jeg prøver hele tiden at blive et bedre menneske og at gøre det rigtige. Det gør vi vel alle sammen. Men jeg er da superegoist. Enhver er jo sig selv nærmest, ikke?
Pladen har været knap to år undervejs og har kostet ’ blod, sved og mange virkelig grimme tømmermænd’, som sådan en proces gør for en perfektionist.
– Jeg helmer ikke, før jeg får det, præcis som jeg vil have det, konstaterer han.
Af samme grund har han sit eget pladeselskab. Mindre besvær, færre at være uenige med.
Det har ikke altid været nemt at være søn af et omvandrende nationalkleno- die. I starten af sin karriere var han meget opmærksom på, at Kim Larsen var kendt – havde særstatus.
– Det var angstprovokerende, erkender han. Men ...
– Jeg har da altid været stolt af min far og dét, han har opnået. Og været glad for at kunne … skære ind til benet og se, hvad det vigtige er, når man skriver sange. Nemlig at røre folk. Jeg gør mig umage med teksterne – det er det, der tager længst tid.
Ved at betragte sin far arbejde med musikken som barn og ung har Sylvester Larsen lært, at musik kræver ihærdighed og flid.
– Jeg så, hvordan min far arbejdede. Han brugte meget, meget lang tid på at skrive sange, og han arbejdede meget længe på dem. Og når man er flittig, er det lidt det samme som at gøde jorden, for hvis man ikke gør det, kommer der heller ikke noget op. Så alle de sure timer, alle de dårlige ideer – de lønner sig i sidste ende.
– Så du har måske valgt musikken på trods?
– Ja, for jeg kan også godt lide det hårde arbejde, og jeg synes, det er fedt at kæmpe for tingene. Jeg har meget fighterinstinkt, og jeg kan godt lide at være ’ underdog’, for det skubber til mine ambitioner om at blive endnu bedre.
Jeg så, hvordan min far arbejdede. Han brugte meget, meget lang tid på at skrive sange, og han arbejdede meget længe på dem