I 9D har de fundet vejen til kærlighed
En fast beslutning om ikke at give op og en meget åben dialog. Det er Elisebeth og Olivers opskrift på at gå hele vejen fra barndomskærester til småbarnsforældre
Elisebeth og Oliver blev kærester i, hvad de selv kalder ’ en mere ukompliceret tid’ – i 7.- 8. klasse, hvor de mødte hinanden til håndbold. Nu 14 år senere er de gift, husejere og forældre til Theodor.
Men hvordan går man fra ukompliceret barndomskæresteri til 14 år senere stadig holde sammen – nu som ægtefolk og forældre? Der findes nok ingen præcis opskrift – men her er Oliver og Elisebeths bud.
Små bump – ingen katastrofer
Man hører tit , at ’ Vi voksede fra hinanden’, og den forklaring har Oliver og Elisebeth også hørt fra venner og bekendte.
– Man kan da helt sikkert vokse i forskellige retninger og ville forskellige ting i livet. Jeg tror, at vi har væ-
ret meget heldige med, at vi ligesom er vokset i samme retning og måske vokset mere sammen, siger Elisebeth.
– Jo, helt sikkert. Men jeg tror nu også, at det handler om moral – altså hvor hurtigt man opgiver og tænker ’ fuck det, videre’, supplerer
Oliver.
Det er ikke, fordi forholdet mellem de to stadig unge mennesker altid har været en dans på roser. Der har været konflikter, mindre gode tider og pressede situationer. Løsningen for dem har nok været, at ingen af dem rigtig kan tie stille, hvis noget har generet.
– Jeg tror, at det har været vigtigt, at vi har fået sagt til hinanden, hvis der har været noget, som har irriteret os. For nyligt har det været de der små kommentarer om, hvem der tjener pengene, folrtæller Elisebeth.
At blive forældre
I Hjarup er det Oliver, som arbejder fuldtid og tjener de fleste penge. Elisebeth har en deltidstilling og bruger resten af tiden på huset, maden og på at hente sønnen Theodor tidligt. En prioritet, de helt bevidst har valgt sammen.
– En hurtig kommentar om, hvem der tjente pengene, og hvem der lavede arbejdet derhjemme, var noget, der godt kunne komme frem, hvis vi var lidt på kant med hinanden. Men det aftalte vi simpelthen at lukke helt ned for, forklarer Elisebeth.
Forholdet blev også sat på prøve, da Theodor kom til. Ikke fordi det på noget tidspunkt var ved at gå i stykker, men da den sværeste tid med Theodor var slut, var det svært at finde tilbage til kærester og ikke til ’ krigere’.
– Der var et helt år, hvor Theodor næsten ikke sov. Det var virkelig hårdt. Men sjovt nok ikke hårdt for vores forhold. Det var som om, at i al den tid, det stod på, var vi et team. Vi stod sammen mod søvnmanglen, vi supplerede hinanden i den tid. Det svære kom faktisk bagefter. Da vi lige pludselig fik tid til at se på hinanden som kærester igen, fortæller Oliver.
– Det lyder måske lidt kliché- agtigt, men lykken ligger jo i hverdagen, siger Oliver og fortsætter:
– Den måde, vi ’ kom over’ tiden, efter Theodor var begyndt at sove, var ved at kigge på hinanden og finde ud af, hvad der skulle laves om, for at det spillede for os igen.
I dag – 14 år efter første kys – griner de bare, hvis man så spørger dem, hvad opskriften helt præcis har været på det solide ægteskab, der tydelig findes i Hjarup.
– Jeg tror virkelig, at det handler om kommunikation. Vi har altid været rigtig gode til at snakke sammen, siger Elisebeth og griner ...
– Wow, hvor har vi snakket meget de sidste 14 år, slutter Elisebeth med et stort smil til Oliver.