BORGMESTER- KLYNK

Vi har hørt om 22 borgmestre, der, på tværs af landet, jamrer over de stigende udgifter til børn og ældre, hvilket absolut ikke burde komme bag på dem.

Angående de stigende børnetal så gør kommunerne selv meget for at tiltrække nye borgere med blandt andet udstykning af grunde og byggeri af lejligheder. Disse nye borgere er ofte unge mennesker, der stifter familie, men som samtidig er flittige og ofte tjener mange penge, og som derfor bidrager til kommunekassen med skatter, ligesom de er med til at skabe omsætning i handelslivet.

Men åbenbart ser kommunerne disse borgere som en omkostning.

At stigningen af antallet af ældre kommer bag på kommunerne er lige så uforståeligt, for hver gang der bliver født et barn, indgår barnet i statistikker og prognoser for befolkningsudviklingen, og alle har vidst, at de store årgange fra 40’ erne og 50’ erne ville blive gamle engang.

Omvendt blev der i 70’ erne og 80’ erne ikke født så mange børn, hvilket så må opveje de årgange med høje fødselstal.

Så ad åre bliver ’ problemet’med mange ældre mindre, men det glemmer man i kommunerne

Problemet er nok snarere, at kommunerne ikke

viser rettidig omhu og ikke prioriterer samfundsmæssigt korrekt.

I gode tider lægger man til side, så der er en buffer til stramme tider, men de vil det hele og påtager sig opgaver – ofte i form af kulturtilbud, som reelt ikke er kommunernes ansvar.

Som sagt er det 22 kommuner, der jamrer. Men hvad med de 76 andre? De kan åbenbart godt løfte opgaven.

Åbenbart ser kommunerne disse borgere som en omkostning

ARKIVFOTO: PETER KLINT 22 borgmestre ’ jamrer’ med Poul Valderslefs ord over stigende udgifter til børn og ældre. Det burde de efter hans opfattelse ikke gøre.