SÅ NEMT BLODDOPEDE JEG MIG
RYSTENDE INDBLIK: Enhver forestilling om, at bloddoping kræver læger i hvide kitler og dyre apparater, er grebet ud af luften, siger Michael Rasmussen
Dag for dag vokser beviserne på, at cykelryttere fra hold, der deltager i Tour de France, kan være involveret i lægen Mark Schmidts internationale bloddopingnetværk med centrum i en klinik i Erfurt i den tyske delstat Thüringen.
Sådan lyder det fra dopingjægeren Hajo Seppelt, som nu atter synes at have afsløret et yderst organiseret svindlerforetagende i sportens verden. Det var også ham, der slog hul på skandalen om statsautoriseret doping i Rusland.
Læger, videnskabsfolk, blodcentrifuger og superfrysere indgår i fortællingerne, men ingen af disse ting er påkrævet. Bloddoping kan man i princippet selv foretage hjemme ved køkkenbordet, og doping med eget blod kan derfor meget vel være langt mere udbredt, end nogen i dag har en forestilling om.
Billigt og enkelt
Det mener Michael Rasmussen, som bloddopede sig selv i 2005, da han var tæt på at køre sig på podiet i Tour de France.
Han gjorde det også i 2009, da han i forvisning om, at han efter endt karantæne skulle køre Vuelta a España, forberedte sig med et bloddopingprogram i kælderen under sit hus i Lazise ved Gardasøen. Han brugte, hvad han kalder 200 kroners- modellen. Han gjorde det uden hjælp – og uden at blive opdaget.
– Det er en billig, simpel metode, som samtidig er super effektiv. Havde jeg ikke kørt en katastrofal sidste enkeltstart i 2005, var jeg blev nummer tre i Tour de France, fortæller han.
De 200 kroner er den pris, det koster at købe fem blod- poser pr. postordre. Han investerede også i et ekstra køleskab, som han installerede i sin kælder, men køleskabet i familiens køkken kunne også sagtens være blevet brugt.
Op til løbet i 2005, som han kørte for det hollandske storhold Rabobank, bragte Michael Rasmussen sine blodværdier op ved hjælp af epo.
Syv dage før Touren stoppede ham sit epo- indtag og tappede umiddelbart før løbet to poser blod. En pose på 450 milliliter og en på 350 milliliter, fortæller han.
– Poserne stillede jeg ind i køleskabet, som var indstillet til at holde en temperatur på to grader. Jeg skjulte poserne i mælkekartoner, som gav den fordel, at de stod oprejst, og at de ikke blev set, hvis nogen tilfældigvis skulle åbne køleskabet.
Fik hjælp fra kæresterne
Røde blodlegemer er tungere end blodplasma, forklarer Michael Rasmussen.
Efter et døgn i køleskab vil de derfor være sunket til bunds i blodposen, og der vil være en meget tydelig skillelinje mellem blodlegemer og blodplasma.
– Forsigtigt kan man så klemme plasmaet ud, mens man bevarer blodlegemerne, som så ryger tilbage på køl. Der kan poserne holde sig i op til fem uger, fortæller han.
Poserne med det koncentrerede blod skal så fragtes frem til rytteren under for eksempel Tour de France. Det er der nok en del koner og kærester, der har gjort gennem tiderne på løbets hviledage, vurderer den tidligere toprytter.
– Når man så modtager sin blodpose på hotellet, gælder det bare om at få den hængt op et eller andet sted, så blodet kan løbe ind i kroppen. Det tager 10- 15 minutter.
– Har man travlt, kan man klemme på posen, så blodet flyder hurtigere. Når blodet er inde, har man pludselig mange flere røde blodlegemer i kroppen, og det øger i dén grad udholdenheden.
Jeg skjulte poserne i mælkekartoner, som gav den fordel, at de stod oprejst, og at de ikke blev set