Fra søde smilehuller til spruttende arrigskab

’Jeg kan ikke ta’ dig!’

Danmarks mest omtalte kvinde i den forgangne uge hedder Ghita Nørby. Hun er datter af den – ifølge hende selv – smukke Guldborg Laursen og kammersanger Einar Nørby – en arv, der fra barnsben gav hende adgang til de skrå brædder. Et underlag, der den seneste tid har været særdeles glat.

Det er vist ikke gået hen over hovedet på mange, at Ghita kom i åben kamp med portrætmageren Iben Maria Zeuthen, da denne med kurven fuld af trøffelpølse og hjemmestrikkede planer mødte op hos divaen i Holte. Nuvel, der var hårde ord og skarpe meninger, men er det ikke o. k. at kræve indlevelse, hvis man som 84- årig skal deltage i et syv timer langt interview? Er det ikke o. k. at stille krav til, at journalisten i det mindste tæller ens hunde korrekt og ikke udbryder ’sikke mange hunde’, når der kun er én. Altså ikke engang åbner øjnene og observerer, hvad der sker omkring hende – måske fordi den halv meter lange mi- krofon og ’ ørebasserne’ skygger for udsynet.

Om man er på Ghitas eller Ibens hold, er for mit vedkommende uvedkommende, bare man tager stilling. For dette interview kommer til at gå over i historien. Ikke ofte har vi hørt, hvad der EGENTLIG sker, når de pæne persienner foldes op, og vi bliver vidne til læremesterens skarpe tunge, der tilmed siger ’giver jeg dig ikke en gave …? Jo, det gør jeg’. Altså ment som at hun PRØVER at uddanne den unge kvinde i interviewets ædle kunst – der fordrer mere end form, rammer, forberedelse og karamel- creme. Det kræver, at man tør åbne sine øjne og sit hjerte og bare sidde ordentligt på sin stol og være til stede – med eller uden te og en tur i haven.