Sådan får vi plads til løbehjul i byen
hoveder er eniALLE DE SNAKKENDE ge. Fra Politiken Plus’ smagsdommere over bystyret på Rådhuset til Tante Berlingske. Løbehjul med strøm skal, hvis ikke forbydes, så som minimum reguleres ned på et niveau, hvor forretningsmodellen er mindre levedygtig end kommunens egne bycykler – terminalfase kaldes det.
Udover at være snakkende typer, så har de fleste af førnævnte en anden ting til fælles – de har aldrig kørt på løbehjul, hvilket naturligvis ikke forhindrer dem i at have skarpe holdninger til københavnernes nyeste følgesvend i trafikken. For skægt nok så er det mit ganske klare indtryk i modsætning til, hvad de skriver på kultursiderne, at københavnerne generelt elsker løbehjulene.
DET, som jeg – jeg elsker min DE HAR cykel, men når jeg ikke lige har den med, så er det perfekt, at jeg hurtigt kan komme fra sted til sted og samtidig få lidt frisk luft. Dertil, så er det i øvrigt sjovt.
Men selvom de fleste af ovennævnte typer vil forbyde det hele, så er man ikke helt klar til at gå så langt i Københavns Kommune – for hvis man bare forbød og ikke opfandt et avanceret system til kontrol og regulering, hvad skulle embedsværket så foretage sig fremadrettet?
til at spørge, om ikJA, MAN FRISTES ke det største filosofiske spørgsmål, der kan stilles internt i Københavns Kommune, kan opsummeres til: Hvis noget ikke reguleres på en omkostningskrævende facon, eksisterer det så?
Og tro mod dette ideal har man, i stedet for at forbyde løbehjulene eller smartere endnu lave en intelligent løsning sammen med udbyderne, valgt at lave en model, der kræver øget regulering, øget kontrol og i øvrigt gør, at forretningsmodellen formodentligt ikke holder, såfremt reglerne faktisk bliver overholdt.
ikke MEN HAR LØBEHJULSHADERNE et par pointer? De kører hurtigt, og mange kører på fortovet, de har en ’ levetid’ på et par måneder, før de skrottes, og hvad med dem, der lejer cykler ud og betaler for fortovet, skal de blot tåle løbehjul, der ’stjæler’ deres kunder, uden at betale til fællesskabet?
Og jo da, jeg skal være den første til at indrømme, at ovenstående er meget reelle problemer. De kan dog løses forholdsvist simpelt og på en facon, hvor man ikke regulerer byen til døde.
At nogle bryder loven, er sjældent et argument for at gøre den lovlige brug af en genstand ulovlig. Men man kunne nok ønske, at politiet ( også her) håndhævede en del mere.
er alvorlig. SelvfølgeKLIMADELEN lig skal vi ikke tolerere en brug- ogsmid- væk kultur, men også her er løsningen simpel. Pålæg ejerne af udlejningsløbehjulene en’ klimaafgift’ el lerlignende, s omså kan reinvesteres direkte i CO2- kvoter. Jeg forudser i øvrigt, at de fleste firmaer forholdsvist hurtigt vil se på en forbedring af levealderen for deres løbehjul, både for at skrotte færre, for at betale mindre i afgift, og så endelig fordi det er god reklame i disse år at være sådan en klimavenlig type.
Endelig er der det med pladsen i byens rum og pengene. Men her er løsningen jo også ligetil: Pålæg ejerne af udlejningsløbehjulene en afgift per løbehjul, de har ude i det offentlige rum, og lav nogle aftaler med dem om, at de opstiller dem på centrale pladser og deslige, hvor de ikke direkte er i konkurrence med cykeludlejningen. Så har man en løsning, der virker for alle parter.
Hvis noget ikke reguleres på en omkostningskrævende facon, eksisterer det så
fungere og OVENSTÅENDE KUNNE ville være en fornuftig måde at regulere på, hvor man ikke dræber et nyt produkt, alene fordi man hader fremskridt. Men det ville selvfølgelig ikke kræve så megen kontrol, så det går ikke.
For hvad skulle kommunen og Politiken Plus med venner så være forargede og reguleringsagtige omkring?
Ja, uden hadet til fremskridt ville de jo hurtigt løbe tør for ting at være sure over og reguleringsaktive omkring. Og det går jo ikke.