HER ER ORANGE DET NYE SORT
Lidt over en time fra København kan du vandre på livet løs
Orange, orange. Orange. Orange, orange, orange.
En vandretur på Skåneleden er ikke kun eliksir for krop og sjæl. Den giver dig også en helt særlig – og måske lidt ubrugelig evne
– til at spejde orange overalt i skoven. Det er nemlig farven, der markerer stierne i det over 1000 kilometer store og helt unikke vandresystem i Skåne og omegn.
Ekstra Bladets udsendte brugte fire dage alene på Skåneleden, hvor en del af ruten fra Kvidinge til Hallaröd blev tilbagelagt. Vandring er de seneste år gået hen og blevet hipt, og det er ganske enkelt guld og grønne skove for danske vandre- entusiaster, at man så tæt på København kan finde så gode og velmarkerede vandrestier. Det er samtidig en oplagt mulighed, hvis man vil prøve kræfter med lidt vildere natur end den danske.
TUREN VAR PÅ
forhånd rimelig nøje planlagt. Første dag skulle små 25 kilometer tilbagelægges, og overnatningen var på vandrehjem. Herefter skulle de svenske shelterpladser afprøves. Pladserne er strategisk placeret rundt på ruten, og de fleste af dem har ud over shelters adgang til vand, bålplads og primitivt toilet.
Jeg har før overnattet i naturen herhjemme, men når jeg har været på vandretur i udlandet, er jeg altid gået efter mere magelige logier som hytter og hoteller. Det skulle der laves om på.
BANG. DET ER EFTER
midnat, og pludselig ligger jeg søvndrukken på bunden af en svensk skov. De irrationelle tanker når at kredse rundt om, hvorvidt det er en elg eller en svensk massemorder, der er på spil. Det er dog langt mindre dramatisk. Selerne til min nyindkøbte hængekøje med et myggenet over er blevet hængt forkert op. Så på med pandelampen og op med køjen igen.
Gevinsten er heldigvis stor. Det er en kæmpe oplevelse at vågne til fuglekvidder og solens første stråler, mens man kigger op i det grønne. Og når man vandrer, lærer man altid nye ting. Den første nat på en svensk shelterplads var ingen undtagelse.
SKÅNELEDEN ER DELT
op i fem delstrækninger. Jeg gik på den, der strækker sig 162 kilometer fra Åstorp – tæt på Helsingborg – og til Brösarp. Og det er meget varieret. Du passerer gennem kulturelle seværdigheder, løvskov, nåleskov, blomsterenge og krydser åer og marker. Og hele tiden med den orange farve som pejlemærke. De dele af ruter, der går gennem nationalparker, er rimelig velbesøgte, men når du kommer væk fra dem, kan du vandre i timer – ja nærmest døgn – uden at møde andre.
Det kan både være en befrielse, men også en udfordring. Da jeg dagen efter min hængekøje- debut havde provianteret i byen Röstånga og begav mig ude på ruten til næste shelter, gik der over 24 timer, før jeg igen mødte mennesker.
Og man begynder at forstå, hvorfor mange deltagere i programmer som ’ Alene i vildmarken’ begrunder deres exit med ensomheden. For når du befinder dig mutters alene midt i naturen, og stilheden og mørket sætter ind, kan det være svært at undgå, at tankemylderet begynder at spille dig et puds. Det kan heldigvis ofte kureres med et par dybe vejrtækninger – eller du kan naturligvis også bare finde en makker at gå med.