Mette vil ikke kvæles
er ikke bange af METTE FREDERIKSEN sig. Hun er den første statsminister, som har turdet udfordre embedsværkets og gamle politikeres vanetænkning. Den første, som har turdet bryde med generationers tradition for, at den eneste politisk valgte i et ministerium var den udpegede minister. Resten var statsadministrationens upolitiske embedsmænd.
Den historie faldt sammen med Tamilsagen og 00’ ernes behov for stærkere politisk styring, og kommunikationsevne. Det spagfærdige svar blev udnævnelsen af spindoktorerne – en politisk rådgiver pr. minister. Men det rækker slet ikke i 2019.
Mette Frederiksen har taget skridtet til en betydelig styrkelse af den nye regerings politiske styring og udvikling med udpegningen af Martin Rossen – hendes hidtidige allernærmeste rådgiver og medarbejder hos S – som ’stabschef ’ i Statsministeriet.
eller ny. AlleTANKEN ER IKKE HELT VILD rede Helle Thorning ville – inspireret af Tony Blair – have en minister til at styre politikudvikling og implementering af vedtagen politik. Det skulle være Bjarne Corydon. Men Henrik Sass Larsens exit i 2011 trak Corydon ind på finansministerposten. Og Helle kom aldrig videre med sit projekt.
Frederiksen har en anden dagsorden. Hun vil ikke lade sit politiske projekt sande til i embedsmænds betænkeligheder og langsommelighed. For at sige det mildt er Mette Frederiksen ikke ubetinget beundrer af det nuværende embedssystem. Hun vil have fokus på regeringens prioriterede projekter, politikudvikling og kommunikation, styrke den strategiske ledelse af regeringen samt øge den interne koordination mellem ministre og særlige rådgivere. Kort sagt: Kontrol med sine ministre og deres resultater. Politisk fokus og ikke en masse embedsmands-bavl.
helt berettiget, men PROJEKTET ER strukturen sårbar. Rossen er nok ’stabschef ’ for en afdeling med tre politisk udpegede medarbejdere i Statsministeriet plus embedsmænd fra systemet og nogle af S- partiets folk.
Men allerede nu er den nye statsminister havnet i en krydsild for at udpege en medarbejder, der nærmest er ’ vicestatsminister’, men hverken folkevalgt, underlagt ministeransvar eller noget andet. Rossen er medlem af regeringens to mest centrale udvalg, men ingen kan stille ham til ansvar for noget.
vil der blive blive kogt suppe DET TEMA på i månedsvis. Hvis Mette Frederiksen havde villet/ turdet, havde hun valgt en mere logisk løsning: Gjort Rossen til minister for politisk koordinering og planlægning. Med kontor i Statsministeriet og fulde minsterbeføjelser. Så havde hun undgået en lang diskussion om ministeransvar og embedsmænd kontra politisk valgte.
Af kritikken mod ansættelsen af Martin Rossen i Statsministeriet skulle man tro, at Mette Frederiksen havde udpeget en ny Struensee til at gøre op med hoffet og adelen – i dag gamle politikere og embedsværkets mandariner – uden om alle retsformaliteter.
var Lars Løkke, KriFOR SELVFØLGELIG stian Jensen og den radikale Jens Rohde de første, der meldte sig med kritik. Løkke synes, det er alt for meget at bruge penge på hele tre politiske ansættelser i Statsministeriet. Siger manden, der som statsminister har haft ansvaret for, at skatteyderne skulle pumpe millioner, ministerbiler og embedsmænd i ministre, der absolut intet relevant arbejde havde. Rent hykleri.
Jeg Rohde er nyvalgt både som MF og medlem af Folketingets præsidium. Nu mener han, præsidiet skal drøfte udnævnelsen af Rossen. Folketingets præsidium har intet at gøre med, hvordan landets regering organiserer sig. Det er rent radikalt politisk plat.
en lille gruppe af politoOG SÅ VAR DER logiske professorer, som atter en gang fik demonstreret, at de slet ikke magter at følge med. I modsat fald ville de eksempelvis vide, at Martin Rossen netop ikke – i modsætning til deres påstande – er udstyret med instruktionsbeføjelser over for embedsværket. Og de ville vide, at ansættelsen ligger helt inden for, hvad en statsminister kan bestemme. Der er ikke en eneste lovregel, som er bøjet. Hvilket højesteretsdommer Jens Peter Christensen, der har stået i spidsen for to ud af de tre betænkninger om spindoktorerne, forstandigt fik understreget.
Tilbage til det centrale: Statsministeriet har i årtier fungeret på en gammeldags og utidssvarende måde. De faste embedsmænd har formentlig været dygtige nok og betjent de skiftende statsministre på klassisk embedsmandsvis.
MED, at kommunikationsMEN I TAKT samfundet har rullet sig ud, at statsministrene er stadig mere centrale ved EU- og NATO- topmøder, har hele den side fået langt større betydning, hvilket kun delvist afspejler sig i Statsministeriets organisation. Kommunikationsmæssigt befinder ministeriet sig i bronzealderen.
Når man taler politik- udvikling og strategisk pålægning, har Statsministeriet i årevis været svagt kørende. Løkke holdt en rørstrømsk afskedstale om, hvor fantastisk det hele havde været. Han glemte den elendige håndtering af finansloven i 2017. Eller hvad med den store sundhedsreform, der endte i ingenting. Det var Løkke selv, der skulle håndtere det hele, og som bekendt gik det i kage og ingenting.
regering skal fungere HVIS DEN DANSKE professionelt – på linje med andre lande i EU – kræver det opstramning og klar ansvarsfordeling mellem det neutrale embedsmandskorps og på den anden side medarbejdere, som tænker politisk, strategisk og kan udvikle politik og holde sammen på parti, folketingsgruppe, ministerhold plus tænke i fremtid.
Mette Frederiksen har med udnævnelsen af Martin Rossen som leder af en lille politisk- strategisk enhed taget det første skridt i den retning. Det burde være sket for 40 år siden.
Løkke optræder som den rene hykler