Mavesur Løkke tungt fra start
Lars Løkke sikrede sit VENSTRE- FORMAND parti et nydeligt valgresultat. En fremgang på ni mandater betalt af katastrofale nederlag for DF og LA. 74 mandater fik de blå tilsammen, 16 under valget i 2015.
Det var et historisk blåt nederlag. Hertil kom Løkkes massive forræderi overfor de andre blå, da han under valgkampen betroede, at han var klar til en regering med S og sandelig også de radikale. Ondt især overfor DF, der havde holdt hans og Foghs regeringer kørende i årtier og som hader R.
Og pludselig havde Løkke en plan om velfærdsforbedringer til 69 mia. kr., som ingen af de andre partier i hans regering havde hørt om. I det hele taget var Løkke klar til at sælge ud af af hele butikken for at klamre sig til magten.
Men den tabte han 5. juni, og hans halvmatte tale ved overdragelsen af Statsministeriet til Mette Frederiksen tyder ikke på, han satser på at vende tilbage.
har Løkke ventet på, at der SIDEN VALGET muligvis ventede en toppost i EU: ’ Hvis de pludselig synes, at de har brug for en pragmatisk, midaldrende, koldblodig, liberal skandinav, så kan de bare ringe’, sagde han.
Selvfølgelig ringede de ikke. Hverken til ham eller til Helle Thorning- Schmidt og knapnok til Margrethe Vestager uanset, a ten enigt danskkorrespondentkorps i Bruxelles åbenbart mener, at Danmark har Europas absolut mest kvalificerede kandidater til topposterne i Unionen. Helt ærligt? Et land udenfor euroen? Udenfor forsvars samarbejdet? Udenfor retssamarbejdet?
ikke rigtig flere undSÅ NU HAR LØKKE skyldninger for ikke at forholde sig til fremtiden. Hvad vil Løkke egentlig? Hans førs tebidrags om oppositionspolitiker har været formaninger om, at Mette Frederik senendelig ikke måtte lave om på noget i Statsministeriet.
Den slags virker altid pinligt. En ny minister sætter selv sit hold. Og Løkke er selv et omvandrende eksempel på, hvor elendigt den overordnede politiske styring og koordinering fungerede i hans tid. Tagdentalen t løse håndtering af finanslovs forhandlingerne i 2008. Eller den mislykkede lancering af århundredets sundhedsreform i år, der endte i ingenting.
Selvfølgelig er Løkke et problem for Venstre. For ingen ved, om han i ly af de ni mandaters fremgang vil køre videre og satse på, at S- regeringen kun holder kort tid, og han selv kan tage revanche, eller han satser på et liv udenfor politik. Løkke kan ikke bare væltes, men han kan presses.
PRÆCIS, hvad der snakkes inOG DET ER tenst om i Venstre i denne tid inden sommergruppemødet i august. Hvem, der skal være hvad, står helt åbent. Det store problem er, at der ikke ses nogen åbenlys afløser. Løkke sagde selv under valgkampen, at det ikke ’ er nogen naturlov’ at Venstres næstformand skal være formand.
Det har Løkke ret i, men udtalelsen kunne vanskeligt udlægges som andet end klar distance til næstformand Kristian Jensen. Meget forståeligt. For denne har på ingen måde styrket sine chancer under valgkampen. Dels leverede han et jammerligt personligt stemmetal i det midtjyske – Inger Støjberg lammetæskede ham med tre gange så mange stemmer. Dels var hans indsats under valgkampen bleg og usynlig. Mange Venstrefolk vil tænke, om Jensen har nogensomhelst chance om fire år mod Frederiksen.
Ellemann Jensen, som SÅ ER DER JAKOB mange spår en stor fremtid. Muligvis. Han har humor og slagfærdighed. Men indtil videre har han kun været testet på den lille bane, og i det jyske Venstre er han bestemt ingen sællert.
Til Venstres problemmasse hører også, at de andre blå partier virkelig følte sig svigtet under valgkampen. De anede intet om Løkkes mange vilde udspil til ufinansierede milliardbeløb, hans leflen for S og R og hans totale svigt ved udskrivelsen af valget, hvor han end ikke kunne stille med et enigt ministerhold, der ønskede genvalg. Løkke gik kun til valg på Løkke. Og tabte. Og kan Løkke overhovedet kalde sig ’ leder af oppositionen’? I hvert fald ikke, hvis man spørger DF. den 55- årige Løkke lave, MEN HVAD SKAL hvis det slutter med politik? Muligvis kan han hente et job i en af de internationale miljøorganisationer, som hans regering har stopfodret med danske statsmidler. Muligvis er der en organisation, som synes, han er interessant. Men enkelt bliver det ikke. De store, tunge poster som f. eks. DI- direktør, er røget. Og med Løkkes sure host omkring Mette Frederiksens holdopstilling i Statsministeriet, vil hendes lyst til at investere politisk kapital i f. eks. at gøre Løkke til ambassadør et eller andet sted formentlig være begrænset.
Løkke kan også vælge den mest enkle løsning: At træde tilbage som partileder. Blive menigt folketingsmedlem. Overtage posten som statsrevisor med tilhørende honorar. Og så vente til næste valg og blive Venstres spidskandidat til EU- valget.
Det værste, han kan gøre, er at fortsætte som han er startet efter valget: Mavesurt og uden gnist af idé om, hvordan hans parti og det blå Danmark kommer videre. Og uden at sige en dyt om, hvad han egentlig selv forestiller sig. Den holder i hvert fald kun til august.
’Selvfølgelig er Løkke et problem for Venstre’