For rød til ridderkors
Folketingets beskedne, lynende intelligente, nye formand er mere til hængerøv og frikadeller end galla og gourmetmad
Postbuddet fra Vorbasse, der er endt på landets næstfineste post – kun overgået af dronningen – tager imod på sit nye formandskontor på Christiansborg i skjorteærmer, magelige sommersutter og hængerøv i bukserne.
Først da fotografen kommer lidt senere, springer han op og mener, han bør tage sin habitjakke på. Vi taler ham fra det. Lige nu skal vi møde manden bag jobbet.
– Har du tænkt dig at tage mod knaphulspynt fra dronningen?
– Nej. Det har jeg sagt nej til, og det bliver jeg ved med.
– Men jeg vil gerne understrege, at det ikke er noget, der er i nærheden af at være disrespekt for det kongelige embede, dronningen eller familien eller noget som helst. Det er bare sådan, det er blevet.
– Det er det røde hjerte, der banker lidt?
– Mmm, jeg blev spurgt af departementschefen i 2004, da jeg blev minister, og der valgte jeg at sige pænt nej tak. Og så har det ikke været på tale siden.
– Skal du til at gå til engelsk?
– Jeg har hele tiden indimellem fået undervisning. Det vil jeg fortsætte med.
– Det skræmmer mig ikke. Det er en situation, der skal håndteres. Men har jeg det jo ikke som unge mennesker, der kommer ind i Folketinget i vore dage. De har ofte studeret i udlandet og er perfekte til op til flere sprog.
– Jeg har altid set meget tysk fjernsyn, så jeg forstår faktisk mestendels tysk. Men jeg holder mig tilbage med at tale det, for det er sgu svært.
– Hvordan har du det med al den pomp og pragt, der følger med nu?
– Det har jeg det fint med. – Jeg har bare en fornemmelse af, at det måske ikke lige er dig at give den i kjole og hvidt ?
– Jeg tager kjole og hvidt på, når det kræves i situationer. Men jeg tager det jo ikke på på vej til Vejle Stadion.
– Marianne, jeg vil bare sige til dig: Jeg køber hele pakken. Det er en del af det, og det hører med, og det har jeg respekt for!
– Hvordan kan du og Bente mærke i hverdagen, at du tjener en millionløn?
– Det kan man ikke mærke
– De ryger bare ind på kontoen?!
– Tsk ... altså, min privatøkonomi ... Vi lever et forholdsvis almindeligt liv.
– Du inviterer ikke alle børnene på safari?
– Nej!
– Hvordan holder I ferie?
– Vi købte i begyndelsen af 90’ erne et sommerhus i sydspidsen af Ringkøbing Fjord. Og vi kunne aldrig drømme om at tage andre steder hen om sommeren.
Jeg har altid set meget tysk fjernsyn, så jeg forstår faktisk mestendels tysk. Men jeg holder mig tilbage med at tale det, for det er sgu svært
– Du virker altid så bomrolig – er du alligevel stresset indeni en gang imellem?
– Joh, jeg ligner vel alle mulige andre. Men jeg har jo erfaring som minister og i gruppen. Og når jeg har truffet en beslutning, så må jeg tro på, at det er det rigtige. Viser det sig at være forkert, må jeg gøre noget ved det.
– Og jeg forsøger altid så godt som muligt at få skrivebordet ryddet hver dag. Mine aftener i København fra tirsdag til fredag gør, at jeg kommer i bund med det hele.
– Er du handyman?
– Hver gang Bente ser mig med en skruetrækker i hånden, kan jeg mærke de nervøse trækninger. Det går altid galt.
– Er der andre ting, du er elendig til?
– Ja, men jeg vil ikke sidde og udstille mig selv. I sin tid som landpost i Vorbasse, kørte Henrik Dam Kristensen rudt i bil, når brevene skulle omdeles. Nu om dage er han meget glad for sin cykel, der bringer ham rundt i hele Kongens hovedstad fra Bispebjreg i vest til Kastrup i øst og alt det midt i mellem.
– Flere af dine erfarne kolleger sagde ved din udnævnelse, at du er beskeden og lynende intelligent?
( Henrik Dam gnægger med sit Mona Lisa- smil).
– Det må andre bedømme. Men det er da ikke den dårligste karakteristik. Men jeg kan sige, jeg elsker at spille Trivial Pursuit, og jeg hader at tabe.
– Skak? Sudoku?
– Slet ikke.
– Har du klæbehjerne?
– Jeg husker ret godt.
– Kan du altid huske din bryllupsdag?
– Øh ... det er mere indholdet i et notat, jeg tænker på. – Årstal?
– Ja! Det er jeg god til.
– Mennesker? Ansigter?
– Jeg er god til ansigter, men elendig til navne.
– Har du så tit dummet dig?
– Nej, for jeg har udviklet en metode, hvor jeg kan holde en samtale gående ret lang tid uden at sige navnet.
– Telefonnumre?
– Jeg kan ikke huske et eneste. Heller ikke postnumrene. Nu er der alle mulige log- in- koder, jeg skal huske.
– Kan du så det?
– Jah, jeg kan logge ind i min computer. Og jeg kan
Jeg tager kjole og hvidt på, når det kræves i situationer. Men jeg tager det jo ikke på på vej til Vejle Stadion
Hver gang Bente ser mig med en skruetrækker i hånden, kan jeg mærke de nervøse trækninger. Det går altid galt
komme ind i cykelkælderen.
– Du bruger vel bare ’ Henrik1’ til det hele?
– Nej, dog ikke.
– Kan du godt lide at være lidt underspillet?
– Jeg er lidt kedelig på den måde, at jeg synes, politik er alvor. Det betyder noget for mennesker, hvad vi beslutter. Derfor skal det holdes i en seriøs ramme. Og derfor siger jeg ikke ja til alt.
– Du skal ikke være med i ’ Vild med dans’?
– Nej ( med eftertryk) Det skal jeg fandeme ikke! Både for min egen og seernes skyld!