Stakkels unger
På sin ferie til Mallorca med familien ser Karen Thisted alle de moderne danske familiemønstre med dine og mine og vores og andres børn i én pærevælling. Det gør hende trist, for børnene kan ikke håndtere det
Jeg er på familieferie på Mallorca og kommer derfor i snak med mange børn. Og de danske børn skiller sig ud – især af en særlig grund. De fortæller, at de er afsted med deres papfar eller papmor.
Jeg kan ikke oversætte dette mærkværdige ord for de andre børn på stranden eller ved poolen, men jeg prøver efter bedste pædagogisk evner, uden at det lykkes.
I dag har mit barnebarn og jeg arrangeret en vandkamp med vandpistoler efter morgenmaden, og en af drengene sagde, at han lige skulle spørge sin far.
Så sagde han forklarende, at hans mor, papfar og papsøskende var derhjemme i Danmark.
Det danske familiemønster viser på mange måder sit nye ansigt her på Mallorca.
Det er på nogle måder selvfølgeligt åbent, fordi disse børn glade fortæller om deres familieforhold. De har det åbenlys godt, men når trætheden og aftenen falder på, går det i mange tilfælde galt.
Så savnes især mor, der ikke er af pap, og som sidder hjemme i Danmark, og flere grædende småbørn føres håndfast hjem til værelset.
Jeg tror ikke, hverken mænd eller kvinder, elsker andres børn
hvor jeg ser den De steder, rigtige og ikke papmor, går det ofte galt, når hun tager sit grædende barn på skødet, fordi papfar er blevet skidesur over barnets måde at tage for meget mad på børnebordet.
Jeg ser en evig irritation hos papfædre, der gerne vil bestemme over papbørn uden ikke-papmors indblanding.
Jeg har selv prøvet det, og det er et mareridt for alle parter.
Man er glad for den nye partner, og man elsker sine børn, men kun en af parterne vinder.
Jeg føler med os mødre, som efter min mening er de svageste. Vi elsker vores børn, men er samtidig så glade for at have fundet en ellers dejlig, elsket mand.
Jeg tror ikke, hverken mænd eller kvinder elsker andres børn. Børn er for det meste besværlige og overlever kun, fordi vi selv er deres far og mor.
Det ser jeg her på min charterferie på good old Mallorca, hvor jeg selv er kommet med børn og gamle som nye fædre.
ved siden af et I aftes sad jeg andet familiemønster: en far, hans lille pige og en farmor. Den lille pige var besat af børnebuffeten og hentede uafladeligt mad, især desserter, som sad i hele hovedet på hendes trætte, solbrændte ansigt. Til sidst blev far sur og rev en skumfidus med chokolade ud af hånden på hende.
Hun græd sine ensomme, modige tårer, mens hun klamrede sig til sin skumfidus og sagde, at hun ville hjem til mor.
Hun var ensom i sin sorg, for farmor forholdt sig i tavshed.
Senere kom jeg i snak med en far, der var her alene med sin søn, og jeg fortalte om min sorg, fordi jeg ikke så noget godt i det nye familiemønster.
– Det værste er udtrykket papfar, papmor og papsøskende. Det godkender jeg ganske enkelt ikke, sagde han.
Man kan ikke være i en familie af pap. Enten er man far, mor eller søster og bror. Det andet skaber ingen glæde, kun den falske samhørighed, som de voksne forsøget at skabe.
JEG ER SÅ ENIG!
Børn er for det meste besværlige og overlever kun, fordi vi selv er deres far og mor