Unge i retten for drabsforsøg
Bandekonflikt i fjor førte til skyderi og drabsforsøg, vurderer politiet. Seks personer er tiltalt
Seks unge i alderen 17 til 26 skal nu tage plads i retten, hvor de er tiltalt for to drabsforsøg. Det beskriver anklageskriftet i sagen.
Politiet har tidligere udtalt, at sagen om drabsforsøgene angiveligt kan knyttes til tyveri af et større parti hash. Ifølge anklageskriftet har de tiltalte, hvoraf de fem har anden etnisk baggrund, tilknytning til en gruppering, der af politiet kaldes Kærene efter et område i Rødovre.
Kom fra anden bande
Ofrene i sagen vurderes omvendt at tilhøre en gruppering, der af politiet omtales som Husum- gruppen.
Alle de tiltalte nægter sig skyldige.
Første drabsforsøg fandt sted 15. juni omkring klokken 21.30 på et ikke nærmere udpeget sted i Husum.
Anklageskriftet beskriver, hvordan de seks tiltalte sammen med yderligere indtil videre ukendte medgerningsmænd aftalte at køre ud og skyde efter personer med relation til Husum- gruppen.
Stjal biler
Inden togtet havde grupperingen skaffet sig to stjålne biler, nogle stjålne nummerplader og to pistoler.
Anklageskriftet beskriver endvidere, hvordan to af de tiltalte, den 17- årige og en 24- årig, sammen med en af de ukendte medgerningsmænd i de to stjålne biler, en Mazda og en Renault Megane, kørte ud for at finde Husum- gruppen.
Mislykket
Drabstogtet mislykkedes, da det ikke lykkedes at finde fjenderne, lyder det i anklageskriftet.
Næste drabsforsøg udspillede sig fem dage senere, 20. juni, på nogenlunde samme tidspunkt. Også her er alle seks tiltalt for hver deres i rolle i planlægningen af drabsforsøget.
Planlægningen inkluderede tyveri af en VW Passat samt ekstra nummerplader. Desuden skaffede man sig også et skydevåben.
Tre ramt
Anklageskriftet beskriver, hvordan en af de tiltalte, en 22-årig, sammen med en indtil videre ukendt medgerningsmand kørte ud og rekognoscerede i Husum, hvorefter to andre af de tiltalte kørte ud til Gadelandet 2, hvor de affyrede mindst otte skud mod en gruppe unge, der var forsamlet der.
Tre blev ramt – en maven, en i benene og en tredje i højre fod.
Sagen begynder i Retten på Frederiksberg i dag. De seks er tiltalt efter bandeparagraffen, der kan give forhøjet straf, hvis de kendes skyldige.