Hamilton giver Rosberg svar på tiltale
Fra 2010 til 2016 kørte Nico Rosberg og Lewis Hamilton sammen for Mercedes. Så stoppede tyskeren meget overraskende karrieren efter at have vundet VM- titlen for første gang.
Siden har Hamilton vundet verdensmesterskabet for fjerde og femte gang, og selvom han nu ligger godt til at vinde sin sjette titel også, har Rosberg været fremme med kritik.
Mislykket karriere
Nu svarer Lewis Hamilton igen via sine sociale medier.
– Der vil altid være folk, der prøver at holde deres mislykkede karrierer i live og forsøger at bruge og plette navnene på andre, der har succes, lyder det fra Hamilton i en story på Instagram, der er gengivet af flere medier.
– Disse mennesker er virkelig sørgelige og fortabte, og du kan have medlidenhed med dem, men du må ikke lade dem genere dig.
– Jeg har bestemt mig for at være ligeglad, og jeg vil omgive mig med folk, der inspirerer mig og bakker mig op. Ignorér negativiteten fra andre, og fokusér på, at du er fantastisk, skriver han.
Kritikken fra Rosberg har været der i flere omgange. Senest har han været fremme og slå fast, at 34årige Lewis Hamilton ikke længere er verdens bedste.
For gammel
– I øjeblikket er Max Verstappen den bedste Formel 1- kører. Selv en anelse bedre end Lewis Hamilton.
– Den bedste alder for racerkørere er 30, 31, 32 – og det skyldes, at dine evner langsomt bliver dårligere, når du bliver ældre, forklarede Rosberg blandt andet efter kvalifikation i det seneste grandprix i Ungarn, inden han også nævnte, at erfaring selvfølgelig var vigtig.
Lewis Hamilton har vundet otte af de seneste 12 grandprixer og fører VM med 62 point ned til teamkammeraten Valtteri Bottas og 69 point ned til Max Verstappen. Sidstnævnte har dog har vundet to af de seneste fire og havde pole position senest i Ungarn, hvor Hamilton kun var nummer tre, også overgået af Bottas.
Formel 1- karavanen holder nu en lille sommerferie og vender først tilbage 1. september på Spa- banen i Belgien.