Tibbling ude i tre måneder
Brøndbys midtbaneprofil Simon Tibbling har pådraget sig en fodskade.
Svenskeren måtte udgå i kampen mod Hobro i weekenden og kommer nu til at sidde ude i længere tid.
Tibbling har fået konstateret en stressfraktur i sin højre fod, efter at han og Mikael Uhre blev scannet oven på kampen.
– Jeg kunne mærke med det samme, at noget var galt, siger Tibbling om sin skade til Brøndbys hjemmeside.
Udsigten siger, at han kan træne med igen fra midten af november.
– Det er voldsomt frustrerende, at jeg nu må sidde på tribunen, når man gerne vil hjælpe holdkammeraterne på banen.
Mukhtar tilbage
Cheftræner Niels Frederiksen er trist på sin midtbanespillers vegne.
– Det er møgærgerligt for Simon, for han er en vigtig spiller med sin dynamik og evne til at udfordre modstanderen, og vi vil savne ham på holdet, siger Frederiksen til hjemmesiden.
Skaden betyder dog, at andre får muligheden for at vise deres værd, tilføjer cheftræneren.
Han er en vigtig spiller med sin dynamik og evne til at udfordre modstanderen
Også Mikael Uhre var til scanning oven på kampen mod Hobro. Han ventes dog ude i kortere tid.
– Vi frygtede, at Mikael også kunne være ude i lang tid, men scanningen viste heldigvis, at han umiddelbart kun skal sidde over i nogle få kampe.
Til gengæld er der meldinger om, at Hany Mukhtar skulle være tilbage fra sygdom, så han kan komme i spil til kampen mod AGF 25. august.