DET SYGE POLITI
At det danske politi er sygt, står stjerneklart for enhver. Folk, der desperat har brug for politi, får den besked, at de ikke har disponibelt mandskab. Og hvorfor? I min naivitet har jeg troet, at en politimand er uddannet til at servicere borgerne og skabe tryghed, men nu ser vi, at tryghed er noget, borgerne må se i kalenderen efter. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan politiet egentligt prioriterer.
Et lille eksempel ud af mange: Hvor mange betjente skulle der til for at beskytte Paludan, da han absolut – i ytringsfrihedens navn – skulle sætte Nørrebro med omegn i brand?
Der burde politiet straks have sat hælene i og sagt, at den slags aldeles unødvendige provokationer får du altså ikke lov til, for det har vi ikke mandskab til.
Og hvad med det administrative? Hvor mange betjente kunne ikke frigøres fra kontoropgaver, som man kunne ansætte sekretærer til? Ved en vidneafhøring har jeg selv oplevet, at en betjent brugte to timer på at skrive en rapport, som selv jeg kunne have klaret på ti minutter.
Jamen, så tilbyd dog de betjente, der er interesserede, en pæn – som i pæn – kontant kompensation for at komme ud af uføret en gang for alle. Man mangler penge, javel
– men så må der skaffes de fornødne midler, således at man kan komme videre.
Folks tryghed og viden om, at politiet er der, når det er nødvendigt, er absolut. Som det er nu, er det en skandale.
I min naivitet har jeg troet, at en politimand er uddannet til at servicere borgerne og skabe tryghed