Tvangsægteskab ledte til kriminalitet
Vejen til kriminalitet bliver brolagt, da Mikkel som 15årig får at vide, at han skal giftes. Som søn af en dansk mor og en tyrkisk far har Mikkel ikke mærket meget til det tyrkiske islæt.
Men da forældrene skilles, og faderen gifter sig med en tyrkisk kvinde, kommer der nye krav til den uregerlige teenagedreng, der opfører sig som de andre danske drenge.
– En dag, da jeg kommer hjem fra skole, sidder der en hel fremmed familie i vores stue. De har en pige med, som min far siger, jeg skal gifte mig med, fortæller Mikkel.
Jagten på penge
Samme dag bryder han kontakten med faderen og flytter hjem til sin mor. Den nye hverdag hos moderen, der er på kontanthjælp, bliver en skarp kontrast til livet hos faderen, hvor penge aldrig manglede.
– Min far drev både et pizzeria og en bar. Der var altid penge, og hvis jeg manglede, kunne jeg bare gå i hans pengeskab og tage, siger Mikkel.
Det er også ønsket om flere penge, der får Mikkel ind i narkosalg. Imens bliver hadet til faderen over svigtet kun større, og den aggressive dreng vokser sig til en aggressiv ung mand.
Rygmærkerne ser et lys i Mikkel, der er god til at slå fra sig uden at tænkte for meget først. Og en gammel ven fra folkeskolen, som allerede er steget i graderne i klubben, får Mikkel ind i varmen.
– Jeg havde set, hvad min kammerat havde opbygget. Han havde penge og magt, og det ville jeg også have. Men det hele kom med en stor pris. En meget større pris, end jeg havde regnet med.