FRA HASH-MISBRUGER TIL CHEF
Thomas de Oliveira voksede op i kaos med psykisk syge forældre, der bedøvede sig selv i alkohol. Han har boet i plejefamilier, på døgninstitutioner og endte selv som misbruger – indtil en fatal bilulykke ændrede hans liv
Kaos. Et kæmpe, forvirrende – til tider nærmest skizofrent – kaos.
Sådan husker Thomas de Oliveira sin barndom i Hjørring. Hvor livet blev fordelt mellem en psykisk syg mor, der skiftede mænd og lejligheder ud i hæsblæsende tempo, og som råbte og skreg af sin søn, der ’ ødelagde hendes liv’ og en far, der hev ham med på værtshuse, hvor han fordrev tiden – indtil faderen en dag pludselig forsvandt, og Thomas kom i plejefamilie.
Der var nogle ungdomsår, hvor weekenderne blev brugt i København med en masse spændende oplevelser, fester på jetset- natklubben Nasa med kendisser. Men også – hvor Thomas de Oliveiras iværksætter- gen gør ham til direktør i egen virksomhed som 13- årig.
– Det var et meget forvirrende dobbeltliv, jeg levede. Med enormt mange forskellige masker, jeg hele ti
den skulle tage af og på. Der er nok ikke noget at sige til, at jeg var et ret frustreret barn, siger nu 23årige Thomas, der har skrevet om sit liv og de mange personligheder, han skulle jonglere imellem. Det gør han i bogen ’ Når alle masker falder’.
– Jeg vil gerne fortælle om min lortebarndom, fordi jeg er kommet ud et godt sted. Det er vigtigt for andre at vide; at man kan komme videre, selv om man har været udsat for omsorgssvigt, fortæller Thomas, der er leder i en større dansk virksomhed, har uddannet sig til coach og holder foredrag.
– Du har oplevet mange svigt i din barndom. Men hvilket fylder mest i dig?
– Hvis jeg skal pege på én, der har svigtet mest, er det min mor. Jeg husker tiden hos hende som vanvittigt utryg. Hun råbte og skreg og beskyldte mig for alt mellem himmel og jord. Hun kaldte mig alverdens ting: ’ møgunge’, ’ lorteunge’ og sagde, at jeg ødelagde hendes liv.
– Jeg kunne ikke stole på hende. Når hun igen og igen lovede mig, at vi skulle i zoologisk have, gå en tur i skoven eller bare ned i byen, troede jeg på hende, men hun overholdt det aldrig. Det gjorde lige ondt hver gang.
– Din far var dybt alkoholi
seret. Hvordan kan du ikke føle, at han svigtede dig?
– Jeg tror, at det var, fordi min far var så rolig. Han råbte og skreg aldrig, og selv om han var fuld, var han altid den samme. På den måde var det trygt.
– Det, at han hev mig med på værtshuse, husker jeg ikke som svigt. Heller ikke, når jeg kom hjem til en sovende far, der havde pisset i sengen. Eller når der ikke var mad i køleskabet. Jeg troede, at det var sådan, det var.
Den smule tryghed, som Thomas de Oliveira måtte opleve hjemme hos sin far, bliver fra den ene dag til den anden revet væk under ham, da han er 10 år. Hans far er indlagt på psykiatrisk afdeling med en form for alkohol- psykose og depression.
Dagen før han skal udskrives, forsvinder han dog sporløst, og da Thomas’ mor for længst har erkendt, at hun hverken kan eller vil tage sig af sin søn, kommer Thomas i plejefamilie.
– Jeg ville sgu ikke i plejefamilie. Jeg havde set mine klassekammerater, der boede i plejefamilier, og de havde det ikke ret godt. Jeg havde en familie – min farfar, mine fastre – og jeg var sikker på, at de ville passe på mig. Ellers ville det jo betyde, at jeg blev valgt fra. – Og det blev du?
– Ja, det gjorde jeg. Og det var forfærdeligt.
Efter et halvt år kommer beskeden fra politiet. De har fundet Thomas’ far. Død. Frosset ihjel i et vandløb.
– Pludselig var han død. Og det var mit håb for at få min familie tilbage også.
Thomas reagerer på sin nye virkelighed ved at handle. Han skaber sig en forretning som 13- årig, er direktør i en webshop som 14- årig og får af samme årsag enorm støtte og et netværk af etablerede, succesrige iværksættere, der står på hovedet for at hjælpe den unge knægt med de store ambitioner og gåpåmod.
– Det gav mig helt klart noget, at de troede på mig. I deres øjne var jeg mega- sej og talentfuld. De inviterede mig hele tiden til København, og jeg fik lov at bo hjemme hos dem, og og vi festede på natklubber hele natten, da jeg er 14- 15 år.
– Det var en helt anden verden. Men jeg kunne bare ikke flygte fra Hjørring. Når jeg sad i toget hjem søndag aften, vidste jeg jo godt, at jeg skulle hjem til en familie, der ikke var min egen, og at jeg mandag morgen skulle op i skole – i en specialklasse, siger Thomas, der som 17- årig frivilligt forlader sin plejefamilie, kommer på døgninstitution og starter en årelang nedtur med hash, alkohol og stoffer.
Hvis jeg skal pege på én, der har svigtet mest, er det min mor
Efter et halvt år kommer beskeden fra politiet. De har fundet Thomas’ far død
Min far var så rolig. Han råbte og skreg aldrig, og selv om han var fuld, var han altid den samme. På den måde var det trygt