Hemmelige tegn og råb
En del af mystikken bag frimureriet er den række af ’særlige kendetegn, ord, løsen og håndgreb’, som brødrene bruger.
Der er strenge regler for, hvordan man nærmer sig andre brødre. Både i logen, men også når man er ude blandt almindelige mennesker og gerne vil vise fremmede, at man er frimurer.
’ To brødre giver hinanden den højre hånd og med tommelfingeren trykker hinanden tre gange på pegefingerens øverste led,’ fremgår det af manualen om, hvordan man som frimurer kan benytte håndtegn uden for logen.
Fod på tåspidsen
Brødre med en højere grad kan også bruge dette særlige fodtegn:
’ Højre fod stilles på tåspidsen i ret vinkel foran venstre fod, samtidig med, at man med højre hånd mod højre hofte danner en ret vinkel ved at lægge de fire fingre samlede fremad og tommelfingeren bag om hoften.’
Der er ligeledes et såkaldt mesterhåndgreb, hvor man ’ berører pulsen’. På den måde viser man, at man har ’ kundskab om blodets omløb og kraft.’
En række af kodeord, der afhænger af ens grad, hviskes i ørerne på andre. Nogle gange siger man kun det første bogstav, hvorefter modparten skal sige det næste. Kan han ikke det, må man ikke sige mere.
Sætning i nød
Er man Tempelkommandør, rådes over et særligt hærskrig, hvor ordet ’ Baptista’ udbrydes. Det er græsk og betyder døbt eller genfødt.
Endelig kan man som frimurer råbe en sætning, hvis man er i nød:
’ Hjælp mig, enkens søn fra Naftali!’ Hører andre frimurere dette råb, skal de omgående træde til og hjælpe. Det internationale nødråb er på fransk, da danske frimurere har tætte forbindelser til denne gren af logen:
’A moi, fils de la veuve de Naphtali!’