Lige så grumt som sidst
Lige så meget et kønspolitisk kampskrift, som det er en roman
Det er vanskeligt at skelne forfatter fra hovedperson
’Skyggedanseren’
Af Sara Omar
Politikens forlag, udkommer i dag.
★★★★
Det er lige så grumt som sidst.
Der er ingen hjælp at hente for Sara Omars hovedperson og alter ego i opfølgeren til ’ Dødevaskeren’, hendes brag af en debutroman fra 2018 om pigen/ kvinden Frmesk, der er fanget i et lovreligiøst helvede.
Faktisk er den nye roman med titlen ’Skyggedanseren’ i det store hele den samme historie. Endda med de samme karakterer.
Dette er både bogens svaghed og styrke. Svaghed, fordi man som læser tvinges til en gentagelse. Og styrke, fordi historien fortsat er så væsentlig, vedkommende og velskrevet, at man drages af den på ny.
Særligt tvist
Det sker naturligvis med et særligt tvist. I ’ Dødevaskeren’ følger vi Frmesk vokse op hos sin mormor og morfar i den meget muslimske landsby Zamwa i Kurdistan, hvor mormor vasker ligene af ’æresdræbte’ kvinder. Samt som voksen og indlagt med voldsomme skader på Skejby Hospital i Aarhus.
I ’ Skyggedanseren’ er voksendelen nu henlagt til et fangeskabs- lignende ægteskab i Tyskland, hvor Frmesk desperat forsøger at overleve en brutalis af en ægtemand.
’ Skyggedanseren’ er som ’ Dødevaskeren’ derfor lige så meget et kønspolitisk kampskrift, som det er en roman.
Ifølge Omar skrev hun sig som debutforfatter ud af selvmord, påførte skader, hospital og undertrykkelse. Hvilket hun nu fortsætter.
Lighederne mellem Frmesk og Sara er indlysende.
De er opvokset samme sted. De er truet på livet af det samme patriarkalske voldsregime.
Fiktion eller virkelighed
Det er vanskeligt at skelne forfatter fra hovedperson, at skille virkelighed fra fiktion.
Gruen går dermed op for læseren: Måske er forskellen ubetydelig. Måske er der her tale om fiktion på den allerbedste måde.
Hvilket vil sige, at skal virkeligheden og sandheden stå klart og tydeligt, må den fortælles som her, i en roman.
Sara Omar skriver videre på sit frihedsbrev. Videre på den vilje, hun har til at trodse sine mørkemænd og træde ind i lyset.
Markant
Dette gjorde ’Dødevaskeren’ til den vigtigste og mest markante roman i 2018, og fik Ekstra Bladet til at give forfatteren Victorprisen. ’ Skyggedanseren’ er i mange facetter en gentagelse, der i læseværdighed og prægnans ikke står tilbage herfor.
Vi har været der før. Det er forskellen.
Derfor er virkningen måske ikke helt så overvældende som sidst.
Men nødvendigheden – ikke mindst for forfatteren selv – kommer man ikke uden om. Den står usvækket med denne grumme 2’ er.