Fiaskoen lurer

Nogen kæmpe succes KUMAMOTO ( EKSTRA BLADET): har Danmarks VM- togt i Japan desværre ikke udviklet sig til. Det ville have krævet en plads i semifinalen. Men det kan stadig blive en godkendt kampagne, hvis Klavs Bruun Jørgensens tropper sikrer sig en plads i OL- kvalifikationen. Det kræver en sejr over Serbien, og så har det danske landshold mulighed for at ende som nummer fem eller syv. Acceptabelt uden at være prangende.

Men taber Danmark til Serbien, slutter holdet mellem nummer ni og 12 ved VM og uden at være i nærheden af OL- kvalifikationen. Hvilket ellers var en del af målsætningen, inden holdet rejste til slutrunden i Solens Rige. Ender det med en maveplasker, vil ord som fiasko finde vej til spalterne. Det vil i givet fald være anden gang i Klavs Bruuns regeringstid, at Danmark ikke kvalificerer sig til OL, som for de fleste håndboldspillere er det største, de kan opleve.

det være den femte slutrunde under SAMTIDIG VIL

Klavs Bruun, hvor der ikke er metal med hjem. Det vil gøre ondt i selvforståelsen hos DHF, hvor sportschef Morten Henriksen tidligere har udtalt, at kvindelandsholdet ikke er sat i verden for at spille om sjettepladser. Der vil også blive løftet et øjenbryn hos Team Danmark, som ligeledes har en forventning om, at Danmark skal spille med om medaljerne.

Klavs Bruun har under hele denne slutrunde holdt fast i, at han har flyttet holdet. Sandt er det, at vi denne gang ikke har oplevet totale sammenbrud, som vi så ved sidste års EM i Frankrig. Her i solrige Kumamoto i det sydlige Japan har Danmark spillet lige kampe mod alle de store hold. Det var en bedrift at sende de forsvarende europa- og verdensmestre fra Frankrig ud af turneringen.

det bare ikke lykkes at sætte en striDESVÆRRE ER be af sejre sammen. Vi kan stadig ærgre os over den uafgjorte kamp mod Sydkorea og det irriterende nederlag til Tyskland, men det var kampe, der afslørede, at niveauet på det danske landshold er alt for svingende. Det er vel præcis derfor, de rødhvide ikke er blandt de fire hold, der spiller semifinaler fredag. Man vinder ingen medaljer, når man i de tætte kampe laver 17- 18 tekniske fejl, eller når man ikke kynisk vinder sine overtalssituationer.

Jeg giver Klavs Bruun ret i, at holdet er kommet tættere på de største nationer. Det skyldes især et meget stærkt forsvar, bygget op omkring Line Haugsted, og en helt utroligt godt spillende Sandra Toft i målet. Men angrebsmæssigt har det haltet gennem hele turneringen. Og her taler jeg ikke kun om de tekniske fejl.

Der bliver også brændt for meget, og her har især de to normalt bærende spillere, Stine Jørgensen og Anne Mette Hansen, skuffet. Stine Jørgensen har i de fleste kampe spillet helt uden selvtillid, og Anne Mette Hansen har villet for meget uden at blive spillet ordentligt op.

hun først mod Holland, hvor Klavs Bruun DET BLEV endelig sendte playmakeren Mia Rej i aktion. Det løste op for angrebsspillet, og pludselig så vi igen Anne Mette Hansen som den store skudtrussel.

Konstellationen i anden halvleg mod Holland, med Mie Højlund, Mia Rej og Anne Mette Hansen i bagkæden, så rigtig spændende ud. Der blev spillet hurtigt og direkte, og det må også være opskriften mod Serbien i den kamp, som for eftertiden vil definere, om Danmark spillede et nogenlunde godkendt mesterskab, eller om det blev en ny fiasko.