JEG Kendt tv-vært: VAR VED AT DØ
Eva Jørgensen er kommet sig helt over en sprængt tyktarm og en medfølgende blodforgiftning – begge dele kunne have kostet hende livet
Da jeg blev åbnet, kunne lægerne se, at ALT var galt. Tyktarmen var sprængt
Jeg har det herregodt, jeg er helt normal igen, og jeg er bare glad for at være til
Ingen har lyst til at ligge begravet i lort. Man bliver afmægtig og skamfuld, når det sker. Jeg græd og skreg
22. februar 2017 var den tidligere studievært på TV Avisen Eva Jørgensen som sædvanlig ude og vinterbade. Alt fungerede. Rent adrenalin- kick og endorfinsusen. I bilen hjem fik sædevarmen og radioen fuld skrue.
La- la- la- la. Herligt! Hjemme begyndte hun pludselig at føle sig underligt tilpas og ville lige ligge en halv time på sofaen, inden hun ville lave sig en kop kaffe.
– Mens jeg lå der, begyndte det så at gøre BIG TIME ondt. Det var i det øjeblik, det skete, fortæller 56- årige Eva Jørgensen.
Hun ringede til sin veninde, der også er nabo, og bad hende komme.
– Den er helt gal, sagde Eva til den uvidende veninde, der heldigvis var hjemme og tog telefonen.
– Min første tanke var egentlig at snuppe et par panodiler og så sove mig fra det. Så er det ikke sikkert, at jeg var vågnet op igen. Min veninde reddede mit liv ved at få mig hurtigt på hospitalet.
En akut operation i de tidlige nattetimer gav lægerne syn for sagn om, hvad der var galt.
Fossede med afføring
– Da jeg blev åbnet, kunne lægerne se, at ALT var galt. Tyktarmen var sprængt, og der fossede, rent ud sagt, afføring ud i bughulen. Det er farligt. På grund af afføringen fik jeg også akut blodforgiftning. En toleddet raket, så at sige, og begge dele dør man af, hvis der ikke bliver grebet hurtigt ind.
– Og den sprængte tyktarm kom af årelang forstoppelse?
– Ja, men det har jeg aldrig spekuleret over. Forstoppelse er vel nærmest en folkesygdom, der især rammer kvinder, har jeg fundet ud af. Så nu tæppebomber jeg mine veninder med, at ’du må ikke have forstoppelse i over et døgn’.
– Hvor mange dage kunne der gå, uden at du var på toilettet?
– Det har jeg ikke lige tal på, men der har så også været det forhold, fik jeg at vide af lægerne, at min tyktarm har haft en medfødt svaghed, og sådan noget ved man jo ikke. Jeg var ikke vidende om, at der kunne gå hul på en tyktarm. Det havde jeg da aldrig hørt om, griner Eva Jørgensen.
I en ny bog, ’ Bevar mig vel’, der udkommer 24. januar, fortæller Eva Jørgensen om hele forløbet, der heldigvis er endt på bedste vis.
I dag har hun det ’ herregodt, jeg er helt normal igen, og jeg er bare glad for at være til’, og den stomipose, hun blev påført på operations- natten, er også fjernet igen. Stomi- tarmen blev sat på plads i kroppen ved en efterfølgende operation et lille års tid senere.
– Sådan noget med afføring er jo meget tabubelagt. Ingen har lyst til at ligge begravet i lort. Man bliver afmægtig og skamfuld, når det sker. Jeg græd og skreg og gik rundt med en evig angst for, hvornår posen næste gang ville falde af.
Ti procent risiko
– Men alligevel vænnede jeg mig efterhånden til den. Otte måneder efter, at jeg fik stomi- posen opereret på, blev jeg indkaldt til konsultation hos en læge, og han fortalte, at de godt mente, de ville kunne ’ lægge min stomi tilbage’. Men jeg skulle vide, at der var en risiko på ti procent for, at der ville opstå livsfarlige komplikationer. Det var op til mig selv, om jeg ville løbe den risiko.
– Jeg bad om betænkningstid i tre måneder, og jeg gik virkelig i tænkeboks. For og imod. Mange vil sige, at 90 procent chance er gode odds, men på den anden side var min mand død af en sygdom, som der var 0,003 procents risiko for, at han ville pådrage sig. Så var ti procent pludselig en høj risiko.
– Jeg nåede frem til, at jeg godt ville tage chancen, for jeg havde et kraftigt ønske om at blive totalt normal igen. Det findes ikke noget bedre end at være normal, når helbredet svigter. Et ord som ’ upåfaldende’ kom jeg til at elske. Det betød i sygejournalen, at noget var problemløst. Altså normalt. Jeg blev big time- fan af det ord.
– Via et afbud blev jeg med få dages varsel kaldt ind på hospitalet, og alt gik fuldstændigt, som det skulle. De havde advaret om, at jeg kunne få brug for yderligere en lang genoptræning, men det var der ikke brug for. Lige så snart stingene – eller clipsene, som der var tale om – var taget, styrtede jeg ud på Helgoland og genoptog min vinterbadning.
Sønnen mærkede også sin mors genvundne tilstand.
’ Så du har det godt nu’, spurgte han på hospitalet.
– ’ Ja, det har jeg, skat. Og posen er væk, så jeg bare kan gå på toilettet ligesom dig.’
– ’ Bortset fra når du skal tisse’, lød det kækt fra sønnike.