Døden var en lettelse
I Eva sin lighed, sen, korrespondent år mand Jørgensen er Avisen. der det Steffen var og 13 store udenrigs- år mistede på Knud- siden, kær- TV
sorg, En samme også lettelse men kæmpe tid på en ter over, forbi det et var ef- år, at var des hvor forvand- mand henperson ger let til than fra et menne- en life- lari ske, opløsning. der var gået fysisk
gnosen de, – gik Fra der ALS, Steffen et til år han fik minus dia- døfire frisk dage. og rask, Han da var han stor, fik diagnosen, overhovedet og ikke vi kunne relaham. tere den diagnose til
han – ville Lægerne blive lammet, sagde, han synke ville og tale. ikke De kunne indre organer det dør man ville af. stå Men af, og vi erfarede, at i løbet af det år skete det hele. Det kom som en tyv om natten. Han blev slået ned dag for dag. Det er en vanvittig sygdom.
– Til sidst var døden nærmest en lettelse for både Steffen og mig. Han havde stærke smerter, fik megen morfin og bad hele tiden om at få mere, og det dør man af.
Som tiden er gået, har Eva fået den skrækkelige tid på afstand.
– Sorgen vil altid være der over, at han forsvandt som bare 44- årig. Men sorgen har taget karakter af et minde. Jeg har det med at tre- dele sorgen. Først er der den absolutte, sorte sorg, så går det over i savn og til sidst over i minSteffen, drejer det sig ikke om den rædselsfulde sygdomsperiode. Jeg tænker på alle de gode minder. Om vores stærke forelskelse og ægteskab – og det, at vi ville have et barn sammen, og at det lykkedes på no time, selvom jeg var ovre min sidste udløbsdato, siger Eva, der var 41, da hun blev gravid.