DEN NÆSTE ZLATAN

16- årige Wahid Faghir får udlandet til at spærre øjnene op. Nu forfremmer Vejle Boldklub ham til fuldtid

Zlatan er mit idol. Men Zlatan er Zlatan. Wahid er Wahid

Der, hvor jeg kommer fra, går man ind i duellerne og skåner ikke noget

Der var et nyt ansigt i omklædningen, da cheftræner Constantin Gâlca fredag indledte jagten på Superligaen i Vejle Boldklub.

16- årige Wahid Faghir er ny mand i rødt.

Som Allan Simonsen og Ulrik le Fevre er han en fuldblods Vejle- dreng. Groet og næret af Finlandsparkens hårde miljø som Brian Steen Nielsen i sin tid.

Han er bare 16 år, men udtrykket ’den næste Zlatan’ er blevet brugt et stykke tid om Wahid Faghir.

– Jeg har hørt det udtryk en del gange, smiler han stille og kigger målbevidst frem for sig.

– Selvfølgelig er det fedt at blive sammenlignet med sit idol. Zlatan er mit idol. Men Zlatan er Zlatan. Wahid er Wahid, konstaterer han.

– Jeg elsker hans attitude, hans opførsel på og uden for banen. Han ikke bange for at skille sig ud, og så er han bare en spiller, der gennem hele sin karriere har været under pres, men han har formået at leve op til forventningerne.

– Den måde han er vokset op har også betydning for den måde jeg ser på Zlatan. Han er vokset op et barskt sted, og han har selv skulle lære at finde sin vej. Det er lidt det samme jeg står i, siger Wahid Faghir.

Flygtet fra Taleban

Wahid Faghir er den næstældste i en flok på fire drenge opfostret af forældrene Patang og Shuuria, der i sin tid flygtede fra Talebans styre i Afghanistan.

Den fremmede baggrund, opvæksten i et belastet boligkvarter og positionen som angriber gør parallellen til Zlatan Ibrahimovic oplagt.

Wahid Faghir er født i Danmark, og når han bevæger sig rundt i Finlandsparken, er det tydeligt at mærke, at han føler sig hjemme, og han har respekt blandt sine jævnaldrende.

I et område, der står opført på ghettolisten, hvor det er let at blive lokket ud mod lovens skyggeside, er Wahid Faghir en opløftende historie.

Wahid Faghir nikker til venner, han passerer på sin vej, kaster lidt håndtegn til tre piger, der smiler genert, og han hilser gennem ruden til indehaveren af områdets pizzeria, der er en af få forretninger i parkens butikscenter, der stadig er i brug.

Trænet på asfalt

Det er her, han har lært, at fodbold kan gøre ondt og gøre glad. På asfalten mellem blokkene har multibanen huset utallige improviserede turneringer med kvarterets unge.

– Jeg kunne kigge ud ad vinduerne og se, at der var en masse drenge samlet. Så blev der lavet tre eller fire hold, og så blev der lavet en turnering. Det var det, vi gjorde i timevis, erindrer Wahid Faghir.

– Det er asfalt, så man slår sig, når man falder, men man hjælper også hinanden, når man slår sig. En del af det, jeg har lært kommer fra den bane.

– Det tekniske er blevet afprøvet der, og der er nok også noget hårdhed, der er kommet med. Der hvor jeg kommer fra, går man ind i duellerne og skåner ikke noget.

Hhx sat på standby

– Hårdheden, fysikken og teknikken er blevet skærpet der. Det er en lille bane, hvor der er spillere over det hele, så man kommer ingen steder uden at kunne drible, siger han.

Det er slut for nu med at knokle rundt på asfalten og risikere liv og lemmer. Vejles unge angrebshåb har sat uddannelsen på Hhx på standby for at give fodbolden en chance på fuld tid.