Om Parkinsons sygdom

Hidtil har Bent Falbert ikke ønsket at offentliggøre sine sygdomme. Allerede for 13 år siden fik han konstateret Parkinsons sygdom, men fortalte det alene til sin kone og de to sønner. Han er så heldig, at sygdommen har udviklet sig meget langsomt, og han ryster ikke.

– Jeg ville ikke have, at folk så mig som en ' dead mand walking'. Jeg holdt en del foredrag, og ville nødig have, folk ikke mødte op, fordi de troede, jeg var død. Eller at Ekstra Bladets medarbejdere skulle begynde at tro, at jeg var blevet mærkværdig. Men det var ikke en dyb hemmelighed for læger. De kan spotte en parkinsonist på fem sekunder, og jeg har temmelig mange læger i min omgangskreds.

De så det selvfølgelig på mine bevægelser og min sjove gang, siger han og fortæller, at når han går, sker ikke alle hans bevægelser automatisk, som de gør hos andre.

– Jeg skal hele tiden tænke: ’ Tag store skridt, mand!’, ellers kommer jeg let til at trippe.

– Hvorfor har du valgt at fortælle om sygdommen nu?

– Fordi jeg synes, det er nødvendigt at fortælle om mine oplevelser med tarmkræften, og så er det underligt at blive ved med at fortie, at jeg har haft Parkinson i 13 år.

– Er du bange for at blive dement?

– Parkinson er jo en hjernesygdom. Henfald af hjerneceller. Derfor er det godt, jeg har så mange, som jeg har. Og at de tilmed er så gode og kloge. Men der er trods alt grænser for, hvor mange jeg kan undvære. Foreløbig er der dog ingen, som har beklaget sig over, at jeg skulle have svigtende omløb i hovedet.

– Det er rigtigt, at man godt kan blive både dement og ’ mærkelig’, og det kan ske for alle. Jeg forsøger at holde Mr. Parkinson stangen med motion for krop og hjerne, og derfor står jeg og river i maskinerne to gange om ugen i træningscentret, og jeg spiller tennis mindst en gang om ugen.