Imponerende irriterende
Man ærgrer sig over de mange spildte muligheder i denne sæson af ’ Badehotellet’
’ Badehotellet – sæson 7’. Afsnit 2. Forfattere: Stig Thorsboe og Hanna Lundblad. Konceptuerende instr.: Fabian Wullenweber. TV2 i aftes. Medv.: Amalie Dollerup, Lars Ranthe, Anette Støvelbæk, Jens Jacob Tychsen m.fl.
Den står på både krig og kærlighed i ’ Badehotellet’, så man har med andre ord alle mulige gode forudsætninger for at fortælle en vedkommende historie. Men selv de bedste historier har det jo med at falde til jorden, hvis de bliver fladpandet fortalt. Det gælder såmænd også her.
Ramsing ( Ramus Botoft) kurtiserer i den grad enkefru Frigh ( Anette Støvelbæk), den fyrede Jan ( Aske Bang) cykler hele vejen fra København for at opsøge sin hemmelige udkårne Bertha ( Lucia Vinde Dirchsen), Ditmar ( Mads Ville) og Philip ( Sigurd Holmen Le Dous) kissemisser stadig i dølgsmål, og løjtnant Kiessling ( Anton Rubtsov) har vist et godt øje til Amanda ( Amalie Dollerup).
Stærkt fristet
Edward Weyse ( Jens Jacob Tychsen) får sværere og sværere ved at opretholde sin neutralitet ( der vist snarere er en generel ligegyldighed) i kølvandet på, at hans yngste søn har stjålet en tysk soldaterbog, og ikke mindst, da tyskerne truer med at overtage ferieparadiset, hvis han ikke vil optræde for dem.
Samtidig prøver grosserer Madsen ( Lars Rante) at retfærdiggøre over for sin kone ( Anne Louise Hassing) – og nok også sig selv – at han er stærkt fristet af at arbejde sammen med tyskerne omkring ombygningen af Aalborg lufthavn. Penge lyver som bekendt ikke, de lugter kun lidt.
Og Ditmar prøver at holde tyskerne væk fra sit gods, efter at hans nazisympatiserende svigerfar officielt har inviteret dem.
Dilettantisk
Indholdet fejler altså som sådan ikke noget i nærværende sæson af ’ Badehotellet’. Ja, bare det, at der overhovedet er et indhold, er en glædelig begivenhed i sig selv.
Men det er stadig en jammer at se på.
Jeg er udmærket klar over, at den dilettantiske folkekomedie- stil er et bevidst æstetisk valg, og at skuespillerne har fået klar besked på at skjule ethvert eventuelt talent for at spille naturligt, men det gør det stadig ikke mere fornøjeligt at overvære.
Det er stadig en jammer at se på
Antydningens kunst er ikke noget, man beskæftiger sig med her, hvor selv opskrifterne i køkkenet læses op, og de mange – relevante – politiske temaer virker som taget ud af en historiebog for sjette folkeskoleklasse og derefter smidt på det idylliserede univers med en skovl af en blind mand.
Jeg ved ikke, om den træge tempo og den forlorne tone er et forsøg på at skabe en eller anden form for falsk ro og tryghed, men på mig virker det decideret modsat: Jeg er ved at gå op i en pinefuld spids over at se så mange spildte muligheder serveret på så kort tid. Det er nærmest imponerende irriterende.