MAHFOUD GIVER EN HÅND MED
Sarah Mahfoud har skiftet bokseringen ud med Bispebjerg, hvilket betyder en pause fra sparring, sandsække og besøg hos forældrene
For to måneder siden stod fjervægtsbokseren Sarah Mahfoud med armene i vejret og et VM- bælte om maven i en boksering i Frederiksberg Hallerne.
Nu står hun på akutmodtagelsen på Bispebjerg Hospital i en hvid sygeplejerskeuniform og poder patienter for coronavirus.
– Det er selvfølgelig lidt underligt, fordi man ved, at de potentielt kan have en sygdom, som fylder rigtig meget lige nu, fortæller Sarah Mahfoud, da Ekstra Bladet møder hende på Bispebjerg efter otte timers vagt på hospitalets akutmodtagelse.
Maske og briller
– Man har maske og briller på, og man tager alle de sikkerhedsforanstaltninger, man skal, men når man er på arbejde, så er man jo på arbejde, og så tænker man egentlig ikke på så meget andet end at gøre det, man skal, uddyber den uddannede sosu- assistent.
Alt imens Sarah Mahfoud trænede op til sin store titelkamp i januar, afsluttede hun to eksaminer på sygeplejerskestudiet, hvor hun nu er i gang med fjerde semester.
Derfor lå det til højrehånden at hjælpe til i sundhedsvæsenet, nu hvor boksningen alligevel står stille på grund af coronakrisen.
– Det synes jeg er oplagt i den her tid, i stedet for at jeg bare sætter mig hjem og triller tommelfingre. Når jeg kan være med til at give en hånd, så synes jeg også, at jeg skal gøre det, lyder det fra Sarah Mahfoud.
– Er du bange for at blive syg, nu hvor du befinder dig så tæt på syge og potentielt syge?
– Jeg ved ikke, om jeg er bange for det. Jeg har da ikke lyst til at blive syg, men jeg ved ikke ligefrem, om jeg er bange for det. Hvis jeg sådan var rædselsslagen, så havde jeg jo nok heller ikke valgt at arbejde på hospitalet.
Det synes jeg er oplagt i den her tid i stedet for at jeg bare sætter mig hjem og triller tommelfingre
– Men jeg har uden tvivl respekt for sygdommen. Man skal passe på, for der er jo mange, der bliver syge, og der er folk, der dør. Jo hurtigere vi får begrænset smitten af corona, jo bedre er det for hele samfundet, svarer den 30- årige bokser.