’ Det er skideærgerligt’
Hvad der skulle have været en dansk succes, er desværre gået i vasken. – Jeg tør slet ikke tænke på, hvor langt de kunne være nået, lyder det fra U17- landstræner Michael ’ Mex’
Den danske U17- landsholdstrup har aldrig stået skarpere.
Med 22 vundne kampe ud af 23 var der lagt i kakkelovnen til den helt store fodboldfest ved EM i Estland for de største mandlige fodboldtalenter i aldersgruppen.
Men coronavirussen har efterhånden udhulet alle håb om kommende sportsaktiviteter, og det har man hos DBU måttet tage konsekvensen af. For U17- EM er aflyst.
Ekstra Bladet har talt med landstræner Michael ’ Mex’ Pedersen for at høre, hvad det er for et hold, der nu har misset muligheden for en EM- titel.
Meget unikt
– Jeg har ikke set noget lignende før. Det er meget unikt, og alle sejre har været velfortjente. Jeg synes, at det, som har overrasket mig mest, er, at drengene har kunnet stå distancen i forhold til fysik, fart og tempo.
– De er jo stadigvæk så unge, hvorfor vi har også har brugt 36 spillere i løbet af de år. Det vidner om en god bredde. Men der er et par stykker af dem her, der helt sikkert kommer til at repræsentere A- landsholdet, siger landstræneren, der er i gang med sit fjerde og sidste år på posten.
Pokkers også
De har haft ærgerrighed, og de er i det hele taget rundet af det her fantastiske vindergen
Han har ligeledes været imponeret over, at fundamentet hos spillerne allerede var blevet støbt fra klubberne. At de allerede var blevet skolet hjemmefra, lyder vurderingen.
– De har virkelig været modne fra begyndelsen. De har haft ærgerrighed, og de er i det hele taget rundet af det her fantastiske vindergen. Og selvom der er mange gode spillere iblandt, så har det været det kollektive, der har båret dem frem og trukket det tunge læs, fortæller ’ Mex’, der selv tidligere har spillet hos Esbjerg.
Men aflysningen af EM for de unge knøse udløste en ’ pokkers også’- reaktion, selvom landstræneren godt havde luret den.
Sjælden mulighed
– Det er skideærgerligt. Jeg havde store forventninger til holdet. Fremadrettet kommer drengene da til at møde selvsamme forventninger, hvad enten det bliver i Superligaen eller i udlandet, men deres sti er i al fald brolagt til noget større, siger landstræneren, som stadigvæk håber at krydse veje med nogle af de håbefulde spillere.
– Bare det at vi havde kvalificeret os til EM, så kunne alt nærmest ske. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor langt de kunne være nået. Det er en sjælden mulighed, at man få så mange gode spillere samlet i et lille land som i Danmark, lyder det fra Michael ’ Mex’ Pedersen.
EM skulle have været afviklet i Letland i perioden 21. maj til 6. juni.