Det var meget bevægende
I dag er det 75 år siden, at Danmark blev befriet fra den tyske besættelsesmagt
Danmark står netop nu midt i en historisk krise på grund af coronavirussen, men netop i dag for 75 år siden kom en anden alvorlig krise i Danmark til sin afslutning.
4. maj 1945 blev Danmark befriet fra den tyske besættelsesmagt. En af dem, der husker befrielsen, er 94- årige Per Lindeblad.
Han var aktiv i modstandsbevægelsen under krigen, og netop derfor oplevede han 4. maj 1945 markant anderledes end de fleste danskere.
– Der skete ikke en skid ( 4. maj, red.). Jeg sad i Frøslevlejren, og vi var buret inde fra klokken seks om aftenen. Så det var først 5. maj om morgenen, vi fik det at vide, da lejerlederen, Skjoldager, forkyndte det glædelige budskab. Vi stod med tårer i øjnene næsten allesammen. Det var meget bevægende, fortæller Per Lindeblad.
Tyskerne var væk
Selvom nyheden først gik op for de indespærrede 5. maj, husker Per Lindeblad, at han bed mærke i noget usædvanligt dagen forinden.
– Vi havde set, at tyskerne rykkede ud af lejren med en hel masse habengut på cykler og i biler, så vi havde på fornemmelsen, at der var noget i gang. Men vi vidste ikke rigtig, hvad det var.
– Men da vi vågnede 5. maj og kom ud på pladsen, var der ingen tyskere nogen steder, så vagterne må have forladt lejren i løbet af natten. Der var en dansk administration dernede, og der kunne vi få en billet hjem, hvis man ville det, siger Per Lindeblad.
Per Lindeblad var aktiv i modstandsgruppen BOPA fra 1942 og frem til sin anholdelse 9. februar 1945, og selvom han havde været
Jeg sad i Frøslevlejren, og vi var buret inde fra klokken seks om aftenen
udsat for en hårdhændet behandling af Gestapo, inden han blev fængslet i først Vestre Fængsel og siden Frøslevlejren, tog han ikke imod en billet hjem.
I stedet meldte han sig som grænsevagt og kontrollerede de tyske soldater, der nu skulle sydpå over grænsen.
Gud, konge og fædreland
Siden har han spekuleret på, hvad der fik ham til at melde sig ind i modstandsgruppen.
– Jeg har tit tænkt på, hvorfor jeg meldte mig. Jeg er vokset op i Bredgade, og der var det jo Gud, konge og fædreland.
– Jeg gik i Krebs’ Skole, der var det det samme, og så var jeg i en skydeforening ude på Amager, hvor jeg lærte at skyde med både maskinpistoler, geværer og revolvere, siger den 94- årige, der i dag bor i København.
Engagementet i modPRINTED AND DISTRIBUTED BY PRESSREADER PressReader. com + 1 604 278 4604 . . . . .
Da vi vågnede femte maj og kom ud på pladsen, var der ingen tyskere nogen steder
standsgruppen holdt han skjult for sine forældre.
– Jeg var heldig, at jeg fik et stort værelse på tredje sal. På den måde kunne jeg snige mig ud om aftenen uden at blive set, og så ligge i sengen om morgenen, når min mor kom og vækkede mig.
– Bomber havde jeg også liggende derhjemme. Jeg havde et cykelskur, som kun jeg havde nøgler til, hvor jeg gemte brandbomber og tændsatser. Der lå meget godt dernede, fortæller han.