DE SKAL FØRST VASKE HÆNDER
Café- ejeren Tarkan Nart vil opstille en mobil håndvask
Der er forår i luften på Halmtorvet i København, hvor Tarkan Nart på en solbeskinnet onsdag stiller borde og stole op. Med store mellemrum.
Den 44- årige café- ejer er ved at gøre caféen Carlton klar til at modtage kunder igen.
I går kom det frem, at Statens Serum Institut i en ny rapport konkluderer, at coronavirussen sandsynligvis vil dø ud i Danmark, selv hvis man genåbner detailhandel, professionel idræt uden tilskuere, biblioteker, kritiske offentlige arbejdspladser samt zoologiske og botaniske haver.
Genåbningen af caféer bliver også nævnt i et scenarie i rapporten, som er bestilt af regeringen og skal danne grundlag for den videre genåbning af Danmark.
Vask hænder først
Tarkan Nart driver i alt fem caféer i og uden for København, og han har brugt tiden, hvor han har måttet holde lukket, på at komme på tiltag, som skal minimere smittefaren ved en genåbning af caféerne.
Eksempelvis skal kunderne på Carlton fremover vaske deres hænder ved en mobil vaskestation ude på torvet, inden de sætter sig ved bordene.
– Det er det vigtigste! Vi skal ikke have folk ind i restauranten for at vaske hænder, siger han.
I sektioner
Bordene deles op i sektioner adskilt af blomsterkasser eller plexiglas, og maksimalt grupper af fire må nyde en kaffe eller clubsandwich sammen i hver sektion.
Bestilling skal foregå digitalt ved, at man med mobilen scanner en såkaldt QR- kode, som er klistret fast på bordet og derefter vælger det, man ønsker at spise og drikke på et online- menukort.
Betalingen foregår også digitalt, når man har indtastet sine kortoplysninger i systemet.
– Det er både et økonomisk og sundhedsmæssigt hensyn, fordi vi i disse krisetider kan spare på bemandingen og hindre smittespredning ved kontakt med tjener og menukort, forklarer Tarkan Nart.
Genåbningen er ambivalent for Tarkan Nart.
På den ene side glæder han sig over at kunne få gang i butikken igen, men på den anden side frygter han, at genåbningen kan forøge de økonomiske konsekvenser, hvis hjælpepakker ikke følger med.
Tikkende bombe
Derfor håber Tarkan Nart, at lønkompensationen og kompensation til dækning af faste udgifter helt eller delvist følger med i en gradvis genåbning.
– Hvis kompensationsordningerne stopper, og vi kun må åbne udeservering, kan vi ikke betale vores regninger. Slet ikke hvis det bliver dårligt vejr.
– Og så bliver vi ramt af en økonomisk bombe, siger han.
Vi kan spare på bemandingen og hindre smittespredning ved kontakt med tjener og menukort