Lanegan burde være død
Mark Lanegan Straight Songs of Sorrow ( Heavenly/ Border)
★★★★
Mark Lanegan har aldrig ligefrem været den muntre type, men i en 35 år lang karriere har han trods alt aldrig fremstået så håbløst fortabt som på decideret fortvivlede ’ Straight Songs of Sorrow’.
I forlængelse af sangskriverens nye selvbiografi, ’ Sing Backwards and Weep’, synger han skånselsløst om sine rædselsår som junkie i 1990’ ernes Seattle, hvor frontmanden fra Screaming Trees delte sin hang til heroin med vennerne Kurt Cobain og Layne Staley.
Forpint poet
De to feterede kolleger bukkede som bekendt under, og Lanegan lyder også som en mand, der burde have været død.
’ We should be gone, but you and me are still hanging on’, lyder det på ‘ Hanging On ( For DRC)’, som er dedikeret til en anden overlever fra musikmetropolens befængte slæng, Dylan Carlson.
Det er stærke sager. I hvert fald tematisk. Som forpint poet forfalder 55årige Lanegan lidt for ofte til triste klichéer og slidte metaforer, men veteranen slipper af sted med det meste, fordi han stadig har en stemmepragt som en afgrundsdyb grusgrav.
Afstumpet vold
Musikalsk glimter folkballaderne ’ Stockholm City Blues’ og ‘ Daylight in the Nocturnal House’ midt i mandens mareridt, og gæsteoptrædener af blandt andre Warren Ellis og John Paul Jones er med til at gøre ’ Straight Songs of Sorrow’ til en varieret oplevelse, selvom det reelt er et ensporet konceptalbum om en desperat narkomans bekendelser.
Lanegan udfordrer sin skumle rocksound med alt fra mellotron til de elektroniske understrømme, der har præget flere af hans udgivelser de senere år, og beretningerne om afstumpet vold og ubærligt tungsind er rammet usminket ind.
Som en rastløs junkies jagt på det næste fix føles pladens 60 minutter lang, men der er nu samtidig noget vanedannende ved den rehabiliterede rockers knogleraslende smerte.