PÅRØRENDE:
Pårørendes beretninger tegner et billede af, at plejesvigt ikke er ualmindeligt. Hos Alzheimerforeningen genkender man tendensen
Else er ikke alene.
Efter at Ekstra Bladet mandag viste de forbudte optagelser af det massive plejesvigt, som den demente kvinde på 90 år har været udsat for, er det væltet ind med henvendelser fra pårørende til ældre.
Her beskriver mange et svigt i plejesektoren, som de ved selvsyn har oplevet. Fælles for flere af henvendelserne er samtidig en stor frustration over myndighedernes afvisende reaktion på deres nødråb.
Det billede, de pårørende tegner, er slet ikke fremmed for Else Hansen. Hun er demensfaglig funktionschef i Alzheimerforeningen, som tilbyder rådgivning gennem Demenslinien.
Kraftigt stigende
Ifølge Else Hansen er tendensen klar.
– På Demenslinien oplever vi et stigende antal henvendelser, som handler om omsorgssvigt og ting, som bliver overset eller ikke gjort i plejen.
– Når de pårørende så klager over det, bliver der ikke lyttet til dem. Mange pårørende oplever også, at de ikke bliver inddraget i behandling og pleje. De oplever en usikkerhed om, hvorvidt de ældre får den rigtige omsorg og pleje – og om der er den fornødne faglighed, fortæller hun.
– Inden for de seneste par år har denne tendens været kraftigt stigende. Frustrationerne er blevet større, og de pårørende føler sig mere overset end nogensinde, siger hun.
Tis og lort
Dette bakkes op af en rapport, som Alzheimerforeningen har udarbejdet over blandt andet henvendelserne til Demenslinien. Her beskrives det, hvordan flere og flere henvender sig om emner som infektioner, fald, fejlbehandling og fejlmedicinering. Mens der ligeledes er et stigende antal, der ringer om omsorgssvigt og emner, der relaterer sig til ’ tis og lort’.
En af de skjulte optagelser af demente Else viste netop, hvordan plejerne kørte hende til halloweenfest indsvøbt i et tæppe, fordi hende ble var fyldt med lort.
Læs også lederen på bagsiden