REKORD- FUND AF NARKO I FÆNGSELS-VÆG
Politiet har opsporet og konfiskeret cirka 1,3 kilo amfetamin gemt i et af Renbæk Fængsels fællesrum
En veltrænet narkohund har hjulpet politiet med at opspore et usædvanlig stort parti af det ulovlige og farlige narkotiske stof amfetamin.
Stoffet var gemt i en væg i et fællesområde i Renbæk Fængsel mellem Tønder og Ribe.
Det afslører en kilde med kendskab til sagen over for Ekstra Bladet. Kriminalforsorgen bekræfter, at fundet er gjort i fængslet 25. august, men vil ellers ikke udtale sig om den konkrete sag, som offentligheden ikke hidtil har fået indblik i.
Henning Marcussen, vicepolitiinspektør og områdeleder i Syd- og Sønderjyllands Politi, oplyser til gengæld på Ekstra Bladet henvendelse, at der er tale om ’ en større mængde amfetamin’.
Rekord- stort narkofund
Nøjagtig hvor meget meget der er tale om, og hvor i fængslet stoffet er beslaglagt, vil vicepolitiinspektøren ikke kommentere yderligere af hensyn til sagens efterforskning.
Men Ekstra Bladet erfarer, at der blev fundet ikke under 1,3 kilo amfetamin, og at stoffet var skjult i fængslets malerværksted.
Rekord- omfanget skal ses i lyset af, at der i 2019 i alt blev fundet 392 gram amfetamin i danske fængsler og arresthuse, og at det var fordelt på 53 fund.
– Det er ikke så tit, vi ser så store beslaglæggelser, forklarer Henning Marcussen, som oplyser, at der endnu ikke er foretaget anholdelser i sagen.
Politiets efterforskning vanskeliggøres af, at amfetaminen ifølge Ekstra Bladets oplysninger befandt sig i et område, hvor både personalet og de indsatte har deres gang.
Der er både en delvist åben og en lukket fængselsafdeling i Renbæk.
Muren skal være åbnet for at fungere som skjulested og bygget op igen. Heller ikke de detaljer i sagen ønsker Henning Marcussen at kommentere.
Tårnhøj salgsværdi
En undersøgelse foretaget af infogram. com med udgangspunkt i interviews omkring Mændenes Hjem i Istedgade viste for nylig, at amfetamin koster 75 kroner pr. gram på gadeplan i København.
Det vil sige, at fundet i Renbæk Fængsel potentielt repræsenterede 97.500 kroner i værdi. I fængsler og arresthuse er det med stor sandsynligvis væsentligt dyrere.
Effekter af amfetamin kan ifølge hjemmesiden sundhed.dk være eufori, energi, talelyst, rastløshed, øget sexlyst samt nedsat følelse af sult og træthed.
Eksperter advarer om, at stoffet ødelægger hjernen og kan føre til angst, depression og psykose.