Drabsbil blev fanget på video
En Fiat Punto spøger i kulissen i en brutal sag, hvor en 24-årig mand afgik ved døden.
Manden blev ifølge politiets opfattelse kørt ned bevidst på en sti ved Vestvolden i Brønshøj- Husum 27. marts.
Fulgte efter skyderi
I efterforskningen efterlyser Københavns Politi nu bilen, der påkørte manden, og som efterfølgende forsvandt fra stedet ad Frederikssundsvej.
Det drejer sig om en lys/ sølvfarvet Fiat Punto årgang 2007. Bilen har sølvfarvede fælge/ hjulkapsler og muligvis et skilt i forrudens venstre side. Den blev filmet af et overvågningskamera i området.
– Vi håbede selv at kunne finde bilen, men det lykkedes ikke, siger vicepolitiinspektør Knud Hvass, som forklaring på, at politiet først nu frigiver billedet.
Påkørslen på Vestvolden skete efter et skyderi i Husum, hvor en mand i 20’ erne blev såret af skud, men ikke livsfarligt.
Politiet knytter skyderiet og drabet på den 24- årige sammen.
Opgør og hævn
Teorien er, at den 24- årige blev påkørt som hævn for skyderiet.
Begge forbrydelser betragtes som opgør under konflikten mellem LTFbanden og den såkaldte Husum- gruppe.
Københavns Politi vil gerne i kontakt med vidner, der har set Fiat Puntoen omkring Frederikssundsvej 365 den 27. eller 28. marts i år, eller personer, som har set den siden. Politiet mener, at bilen efterfølgende er forsøgt bortskaffet.
Efter den 24- årige var blevet kørt ned på Vestvolden, blev han af andre bragt til en lejlighed i Søborg, hvor han døde samme nat. Først da kom politiet ind i sagen og måtte lokalisere det egentlige gerningssted på Vestvolden. En mand sidder varetægtsfængslet for drabet.